Trommetalent beder om hjælp fra lokalområdet
15-årige Bertil Bille fra Sæby, der som tidligere omtalt på Kanal Frederikshavn er i finalen i en landsdækkende konkurrence for unge trommetalenter, beder nu indtrængende om hjælp fra lokalområdet.
Vinderen vælges ved en afstemning på nettet, som slutter mandag middag, men en af de øvrige deltagere har fået hjælp fra en lidt uventet kant.
- Vedkommendes mor har åbenbart gået i skole med fødevareministeren, så de har fået ministeren til at bede sine over 3.300 primært politiske facebook-kontakter om at stemme på ham. Den mulighed har jeg og de andre deltagere ikke, konstaterer Bertil Bille.
I stedet håber han på, at folk i lokalområdet vil ulejlige sig med at gå ind og se deltagernes præstationer på nettet, og stemme på den, de synes spiller bedst.
Musikskolen i Frederikshavn støtter også sin unge elev med en uforbeholden anbefaling om at stemme på Bertil Bille, som ifølge musikskoleleder Thomas Albæk Jakobsen er "et af Nordjyllands største trommetalenter".
Konkurrencen er udskrevet af pladeselskabet Copenhagen Records, og der er mulighed for at stemme her.
Bertils hjælpere har lavet en udførlig forklaring på, hvordan man bærer sig ad med at stemme, hvis det volder vanskeligheder.
I øvrigt kan Bertil Bille også opleves live torsdag aften i Det Musiske Hus i Frederikshavn sammen med trioen The Last Experience, som giver foyer-forestilling i tilknytning til koncerten med The Pink Floyd Project.






































