Jørgen Jensen: - Hvad er det, de tre turistområder beskæftiger sig med? Her har jeg en fornemmelse af, at det vigtigste ikke er at betjene vores turister, når disse er gæster i vores kommune.
Jørgen Jensen har skrevet dette indlæg: Hvis nogen betragter dette indlæg som ”gammel vin på nye flasker”, har de ikke ret. Der er netop ikke tale om, at der er kommet nye flasker, men den gamle vin eksisterer stadig. Og ja, det er stadig den kommunalt støttede turistmæssige organisation/information i vores kommune, der er den gamle vin. Hvad er det egentligt, de lokale turistinformationerne prioriterer?
Hvad er det, de tre ”turistområder” beskæftiger sig med? Her har jeg en fornemmelse af, at det vigtigste ikke er at betjene vores turister, når disse er gæster i vores kommune. Næ, det er vigtigere at fungere som udlejer og at arrangere events.
Vi har hørt, at man i Sæby har opfundet noget så ”genialt” som en jazzfestival. Det står mig noget uklart, om det er Sæby Turistbureau eller Sæby Turistforening, der har været ”geniale”, men da det er turistchefen og ikke turistforeningens formand, der har underskrevet ansøgningen om kommunalt tilskud, konkluderer jeg, at det må være turistbureauet.
Vi har set, at turistinformationen i Frederikshavn mener, at en åbningstid på i alt 12 timer i fem påskedage, hvor alle på forhånd vidste, at byen ville få besøg af flere tusinde turister, er ok - dette til trods for et ikke ubetydeligt kommunalt tilskud til turistinformation.
Hvad med, om turistinformationerne nu koncentrerede sig om at informere områdets aktuelle gæster i forhold til områdets fortræffeligheder? Det kan vel ikke være en opgave at turistinformationerne skal konkurrere med andre – ofte frivillige organisationer – om at arrangere events, og så samtidig forsøge at få disse delvist finansieret med kommunale midler. Og lad dog så andre klarer udlejningen af områdets feriehuse, cykler med mere. Turistinformation er service –og ikke direkte forretning!
Lad os nu få en fælles kommunalt finansieret turistinformation, der effektivt – og professionelt styret - markedsfører vores kommunes unikke status som turistmål, og effektivt betjener kommunens gæster, når disse er her. Jeg har en klar fornemmelse af, at de lokale ledere af turistinformationerne ikke formår at disponere optimalt i så henseende, men i stedet beskæftiger sig med alt muligt andet. I den forbindelse har jeg bl.a. kigget lidt på organisationen af ”Lysets Land”. Bare her må der gå oceaner af arbejdstid til mødevirksomhed.
Og lad så de bestående turistforeninger fungerer på lige fod med kommunens øvrige foreninger. Måske kunne man her promoverer sig som udlejere af feriehuse, cykler med mere - vel at mærke uden kommunalt tilskud.