Gå til hoved-indhold
10. april 2022 - kl. 00.04

Tvillinger genåbner alle 14 butikker efter konkurs

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Anders og Christian Simonsen ses yderst til højre.
  • 4 af 4
    Anders og Christian Simonsen ses yderst til højre.
Af: Michael Frederiksen

- Vi kan med stor begejstring - Eiffeltårnet x 8 plus Rundetårn i København ovenpå - oplyse, at Brdr. Simonsens Menswear meget snart åbner op igen. Hvor fedt er det lige?

Sådan skriver de to tvillingebrødre fra Frederikshavn, Anders og Christian Simonsen, på Brdr. Simonsens Facebook-side.

De to energiske brødre fra Frederikshavn havde fart på og nåede at åbne 14 herretøjsbutikker på seks år, inden de tidligere på året gik konkurs. Nu genåbner alle 14 butikker.

Steen Wøhlk, ejer af Sportsfield Int., der driver REBEL Company, Pro-Dress og Rocks ApS, har købt Brdr. Simonsens Menswear, som videreføres i et nye selskab, Brdr. Simonsen af 2022 ApS. Dette selskab får base i Malling ved Aarhus og begge brødre er ansat i det nye selskab.

Steen Wøhlk skriver i en pressemeddelelse, at han for kort tid siden blev præsenteret for konceptet Brdr. Simonsens Menswear, og han blev begejstret for de to glade og flittige frederikshavnere, som siden 2016 har udviklet en kæde med 14 butikker, egen webshop og godt 100 medarbejdere.

- Jeg er sikker på, at vi sammen kommer til at skabe nogle nye spændende rammer og synergieffekter, idet vi allerede har en veldrevet virksomhed. Det kommer afgjort til at gavne Brdr. Simonsens mange trofaste kunder, mener Steen Wøhlk.

Anders og Christian Simonsen er udlært i henholdsvis Peiter Sport og Buksen i Frederikshavn. De blev for et nogle år siden af Kim Skaaning, lektor på Københavns Erhvervsakademi, fremhævet som rollemodeller, når det handler om at sikre detailbutikkernes overlevelse.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...