FIK skabte spænding med en sen reducering, men tabte 1-2 til lokalrivalerne.
I kølvandet på opstarten af elitenishockeyen i går, gjaldt det i aftes FIK’s talentfulde U17-hold, som sidste år vandt en flot sølvmedalje. I aftes besøgte AaB den frederikshavnske is.
Der var nerver på både for FIK og AaB, da første periode blev fløjet i gang. Spillet bølgende i hele kampen meget frem og tilbage -men ingen af de unge mandskaber formåede for alvor at bide sig rigtig fast i modstanderens zone.
Dog var det AaB, som midt i første periode kunne juble over en scoring af Jeppe Jul til 0-1. Anden periode forblev målløs – til gengæld var udvisningsboksen flittigt besøgt af begge mandskaber. Frederikshavnerne fik for alvor kniven på struben i midten af tredje periode, hvor AaB’s Dennis Menne bragte gæsterne foran med 0-2.
Det satte for alvor gang i de unge frederikshavnere, som under et powerplay sent i tredje periode satsede ved at tage keeper Daniel Ørskov ud for at spille med en ekstra markspiller – en keeper, som spillede helt igennem en flot kamp og reddede frederikshavnerne, når det brændte hårdt på. Det taktiske udspil gav hurtigt pote, og Frederik Lentz reducerede på smuk vis til 1-2 – til stor jubel for de omkring 80-90 fremmødte på lægterne.
Frederikshavnerne forsøgte sig igen med at tage keeperen ud, men slutresultatet blev ved de 1-2. Næste kamp for de unge talenter i Frederikshavn er søndag 18. september hjemme imod Herning.