Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.12.2018 | Af: Michael Frederiksen

U19-landsholdsspiller bør have meget mere spilletid

Vendsyssel skal først i aktion igen søndag 6. januar.
Vendsyssel Håndbold udfordrede beundringsværdigt topholdet Horsens i første halvleg, men efter pausen gik det helt galt for hjemmeholdet i Arena Nord. Her øgede Horsens fra 13-11 til 30-20.

 

I de første 30 minutter fulgte Vendsyssel flot med. Hårdt skydende Mette Bejder scorede seks mål, mens den islandske landsholdsmålmand Elin Thorsteinsdottir præsterede fine redninger på stribe. To brændte straffekast og to minutter med to spillere i overtal, som blev tabt, gjorde, at Vendsyssel ikke var foran i pausen.

I anden halvleg steg antallet af Vendsyssel-fejl, og de blev straffet benhårdt af de gulblusede gæster, som små 14 minutter efter pausen førte med 23-14. Vendsyssel-træner Kent Ballegaard tog her sin tredje og sidste timeout i kampen og skiftede Anna Lillesø og U19-landsholdsspilleren Sara Madsen ind.

Sidstnævnte skulle egentlig have været med landsholdet i København, men Vendsyssel fik lov til at bruge hende i kampen - dog skulle Sara Madsen straks efter slutfløjtet køre til København. Desværre valgte Kent Ballegaard at lade Sara Madsen være bænkevarmer i det meste af kampen. Han lod i stedet for Sofie Nielsen spille højre back igennem hovedparten af de første 44 minutter, og det var en skidt disposition.

Sara Madsen har kun scoret syv mål i de fire kampe under Kent Ballegaard. I sæsonens første fem kampe, hvor Jakob Voldby var cheftræner, blev Sara Madsen noteret for 25 fuldtræffere. Kent Ballegaard, du skal bruge Sara Madsen meget mere!

- Det er meget tæt mellem Sofie og Sara, men jeg tror, at Sofie reddede sig selv med nogle ok aktioner de gange, hvor jeg overvejede at sætte Sara ind. Selvfølgelig skal vi have mere ud af Sara, men jeg synes, hun kommer dårligt ind i første halvleg, og det er nok det, jeg reagerer på. Men Sara er en dygtig pige, udtaler Kent Ballegaard.

Han er blot noteret for én sejr i fire kampe som cheftræner i Vendsyssel, og han erkender, at der skal sejre på nytårsmenuen, når kampene i januar kommer som perler på en snor.

Vendsyssel mål:
Mette Bejder 6
Ida Andersen 3
Cecilie Thermansen 3
Sara Madsen 2
Lisa Frey 2
Pernille Brandenborg 1
Sofie Nielsen 1
Natascha Wollesen 1
Anne Lillesø 1

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close