Gå til hoved-indhold
19. september 2009 - kl. 00.09

Udbytterigt ministermøde på MAN Diesel i Fr.havn

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Lene Espersen efter mødet på MAN Diesel: - Vi har i dag lyttet til mange konstruktive tanker om den vej, Frederikshavn skal gå efter den seneste tids afskedigelser.
Af: Kanal Frederikshavn

Der var livlig dialog på MAN Diesel i Frederikshavn, da økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen og beskæftigelsesminister Inger Støjberg talte med en række medarbejdere på en timelang rundvisning på virksomheden.

 

Samtalerne med medarbejderne var afsæt for den efterfølgende rundbordssamtale om initiativer og handlinger, der kan medvirke til at afbøde virkningerne af større afskedigelser på virksomheder i Frederikshavn Kommune.

Under rundbordssamtalen drøftede parterne muligheder for at understøtte eksisterende virksomheder og for at skabe ny vækst, nye virksomheder og nye job indenfor det maritime område, vedvarende energi og oplevelsesøkonomi.

Et andet centralt samtaleemne var muligheden for at ansøge Globaliseringsfonden om støtte til opkvalificering og videreuddannelse af den eksisterende arbejdskraft samt kompetenceudvikling af de afskedigede medarbejdere på MAN Diesel og underleverandørvirksomheder.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen udtalte efter besøget på MAN Diesel:

- Vi har i dag lyttet til mange konstruktive tanker om den vej, Frederikshavn skal gå efter den seneste tids afskedigelser. Initiativet til succesfuld udvikling skal dog fortrinsvis komme fra lokalt hold. Derfor glæder det mig også, at Frederikshavn Kommune og Vækstforum Nordjylland allerede er godt i gang med at skabe nye erhvervsmæssige muligheder og arbejdspladser.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg sagde om mødet med medarbejderne i produktionen:

- Jeg har været glad for at få en snak med de mennesker, der har mistet deres job og oplever krisen på egen krop. For at afbøde virkningerne af krisen har vi sat alle sejl til, så beskæftigelsessystemet yder den optimale indsats – både i opsigelsesperioden og for de, der efterfølgende bliver ledige. Hvis der mangler midler til varslingsindsatsen, er jeg indstillet på at finde de midler, der skal til.

Site Manager Poul Knudsgaard udtalte efter ministerbesøget:

- Vi oplevede, at Lene Espersen og Inger Støjberg begge var lydhøre, og de mødte medarbejderne i øjenhøjde. De ser, hvad der sker i Frederikshavn, og det tror jeg, er meget vigtigt. Ministrene viste stor interesse for det, vi beskæftiger os med på MAN Diesel, og for de tanker, vi har om fremtidige erhvervsaktiviteter i de fabriksarealer, der bliver ledige, når produktionen af dieselmotorer afsluttes.

Borgmester Erik Sørensen sagde om udbyttet af mødet med
ministrene:

- Det var et virkelig positivt møde i dag. Et møde, jeg tror, får
afgørende betydning for vores bestræbelser på at skabe vækst på erhvervs- og beskæftigelsesområdet i Frederikshavn Kommune.

Beskæftigelsesministeren var meget opmærksom på de barrierer,
afskedigede medarbejdere på MAN Diesel møder i beskæftigelsessystemet.

Økonomi- og erhvervsministeren var meget konkret og direkte i sin melding om at støtte Frederikshavn Kommune i arbejdet med at udnytte de erhvervs- mæssige muligheder indenfor vedvarende energi og på det maritime område, hvor vi satser på energirenovering, reparation, service og anvendelse af ny viden og teknologi.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...