Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
10.06.2014 | Af: Kanal Frederikshavn

Uddannelses-koordinator skal sikre flere lærlinge

Fra venstre (bagest): Keld Larsen og Christina Ørskov (Orskov Yard A/S), Rasmus Brohus (Hirtshals Yard A/S), Peter Nørgård (VMS), John Ditlev (MAN). Fra venstre (forrest): Tenna Allerslev (MAN), Anette H. Sørensen og Christine Lunde.
Tre virksomheder i Frederikshavn har sammen med en virksomhed i Hirtshals ansat en fælles maritim uddannelses-koordinator med henblik på at sikre flere lærlinge i virksomhederne og højne kvaliteten af lærlingeuddannelserne. 

 

45-årige Anette H. Sørensen, som har stor erfaring med at arbejde med lærlinge i den maritime industri i Nordjylland, er ansat i stillingen 1. juni 2014.

Den maritime branche i Nordjylland forventer fortsat stigende vækst – bl.a. i forbindelse med de igangværende havneudvidelser - og ønsker derfor at tiltrække flere dygtige unge til branchen og øge udbuddet af faglært arbejdskraft.

Anette H. Sørensen skal sikre, at der uddannes flere lærlinge i de maritime virksomheder, at lærlingeuddannelserne styrkes, at der tiltrækkes flere unge til den maritime branche samt at imaget omkring de maritime erhvervsuddannelser styrkes.

De fire virksomheder bag initiativet er Orskov Yard A/S, Vestergaard Marine Service, MAN Diesel og Turbo i Frederikshavn samt Hirtshals Yard A/S. Tilsammen har de 40 lærlinge, som primært består af skibsmontører, smede og industriteknikere. Stillingen er netop blevet besat af Anette H. Sørensen, der kommer fra en stilling som lærlingekoordinator i en mellemstor maritim virksomhed i Nordjylland.

Anette H. Sørensen får som fælles uddannelseskoordinator til opgave at følge lærlingene tæt, højne kvaliteten af uddannelserne i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, etablere og administrere elevaftaler samt koordinere turnusordninger for lærlingene i mellem de involverede virksomheder.

Hirtshals Yard A/S - som selv tog initiativ til at komme med i ordningen efter offentliggørelse af initiativet fra de tre øvrige maritime virksomheder i Frederikshavn i marts 2014, siger:

- Vi ser med dette nye nordjyske samarbejde frem til at styrke de maritime erhvervs-uddannelser. Erhvervsuddannelserne trænger til et løft i samme grad som den proces folkeskolen er i gang med. Vi er sikre på, at Anette kan vejlede vores lærlinge, så de forstår hvor brede muligheder der er i vores branche, specielt i Nordjylland. Med Anette i spidsen er målet Danmarks bedste lærepladser, siger Rasmus Brohus, adm. direktør for Hirtshals Yard A/S.

Forventningerne til den nye fælles uddannelsesressource er høje fra initiativtagerne:

- Vi er meget glade for, at vi har fået ansat en lærlingekoordinator, og vi forventer helt klart, at det vil højne standarden på vores uddannelser og få flere lærlinge i gang både hos de firmaer, der allerede har lærlinge samt hos nogle af dem, der ikke synes, at de magter det i dag, siger Peter Nørgård, Technical Director hos Vestergaard Marine Service A/S.

Christina Ørskov fra Orskov Yard A/S supplerer:

- Vi glæder os meget til samarbejde med Anette, som har vores fulde opbakning til, at vi kan få højnet vores lærlingestandard og få tiltrukket flere lærlinge til vores maritime virksomheder. Hele den maritime sektor får i fremtiden store problemer med at tiltrække den nødvendige arbejdskraft, så tiden er bestemt inde nu til at sætte hårdt ind med at få uddannet flere unge mennesker og igen gøre håndværksfagene attraktive. Ikke mindst i forbindelse med de kommende havneudvidelser i Frederikshavn Kommune får vi brug for mange dygtige og veluddannede unge mennesker.

Det uvildige nationale maritime videnscenter MARCOD bliver formelt ansættelsessted for den nye uddannelseskoordinator efter ønske fra virksomhederne. MARCOD har ligeledes bistået med en interesseafdækning blandt de maritime virksomheder samt selve samarbejdsaftalen. Adm. direktør i MARCOD, Christine Lunde, glæder sig over samarbejdet:

- Det er et vigtigt initiativ og godt set af virksomhederne i forhold til at indfri deres vækstpotentialer også i fremtiden, hvor det er helt afgørende, at den nødvendige arbejdskraft er til stede. Vi går selvfølgelig ind og bakker op om sådan en opgave, da vi er sat i verden for at hjælpe maritime SMV’ere til at vækste. Konceptet kan også udbredes til andre steder i landet, og det hjælper MARCOD gerne med til.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close