Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
15.04.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Uddeler 36.000 kroner på sin 200 års fødselsdag

Der hører fire loger hjemme i logebygningen på Übersaxvej i Frederikshavn.
For 200 år siden - 26. april 1819 - blev Odd Fellow Ordenen i sin nuværende form stiftet i Baltimore i USA af en engelsk emigrant Thomas Wildey. Dermed startede en verdensomspændende organisation. 

 

Odd Fellow Ordenen i Danmark har i dag ca. 12.500 medlemmer. Den første danske loge blev institueret i 1878 i København.

Stiftelsesdagen bliver markeret ved, at alle danske loger - 94 søsterloger og 110 broderloger - holder åbent hus, hvor interesserede kan få mulighed for at besøge en ordensbygning og se og høre om det ordensliv, der udfolder sig her. Både lokalt og på landsplan vil der tillige på dagen blive doneret enorme beløb til forskellige humanitære formål med mere. Det drejer sig om flere millioner.

I logebygningen på Übersaxvej i Frederikshavn, hvor der hører fire loger hjemme - to søsterloger og to broderloger - vil der på dagen blive doneret et beløb på 36 000 kroner til forskellige humanitære formål.

Formålet med Ordenen i sin nuværende form er at belære medlemmerne om grundprincipperne for venskab, næstekærlighed og sandhed. Tilegnelsen af disse grundprincipper er værdifulde at have med sig, når man indgår i et samvær med andre. Det gælder samværet med familie, naboer, i foreningslivet og på arbejdspladsen.

Ordenen er ikke som sådan en humanitær organisation, men et etisk humanistisk samfund, hvor medlemmer i konsekvens af deres løfter yder en humanitær indsats over for deres medmennesker, der er hårdt trængt i dagligdagen, blandt andet syge, ældre, børn og ensomme. Således et indre etisk formål og et ydre humanitært sigte.

Ordenens symbol, de tre kædeled, som symboliserer Venskab, Kærlighed og Sandhed, giver god mening. Der står handling bag ordene. Som ordensmedlem får man tillige adgang til et stort netværk af søstre og brødre, der ikke er begrænset af brancher, status, religion eller politik. Dette nære fællesskab omkring logelivet giver ofte grobund for livsvarige venskaber.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close