Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.06.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Udgiver sin anden roman - reception onsdag i Ålbæk

Sandra Thorup Moses nye roman udkommer på fredag. I den anledning er der onsdag 12. juni kl. 17.00 reception på Ålbæk Skibsværft.
Nordjysk natur og bymiljø spiller en central rolle for forfatter Sandra Thorup Mose, der er aktuel med sin anden roman, "Saften fra de knuste bær".

 

Er Nordjylland et klaustrofobisk sted? Ja, lidt. I hvert fald, hvis man spørger forfatter Sandra Thorup Mose, som bor ved Dybvad.

Hendes nye roman udkommer 14. juni. I den anledning er der onsdag 12. juni kl. 17.00 reception på Ålbæk Skibsværft i samarbejde med Ålbæk Bibliotek og Ålbæk Skibsværft. Der serveres en let forfriskning, og det er muligt at købe romanen til en unik udgivelsespris.

- Det kan godt være en lidt klaustrofobisk fornemmelse at være omgivet af folk i en mindre by som min, hvor alle kender alle. Men så har man heldigvis naturen tæt på. Den kan man søge ud i, det er et fristed, mener Sandra Thorup Mose.

Netop forfatterens indgående kendskab til de mindre byer og det nordjyske landskab er omdrejningspunktet i hendes nye roman.

- Selvom man har et mindre miljø, hvor alle kender alle, så er det ofte kun overfladiske relationer, der bliver skabt. Man hilser på alle i mit miljø, men man holder mere øje med hinanden, end man kommer hinanden ved, siger Sandra Thorup Mose.

I romanen bliver naturen derfor et redskab for forfatteren til at skabe dybere forbindelser mellem mennesker. Og Sandra Thorup Mose, der er født og opvokset i Ålbæk, kender den nordjyske natur særdeles godt og ved, hvilken rolle den spiller for lokalbefolkningen. Men når hun skildrer naturen og bruger den i sine romaner, bliver det altid på den lette måde.

- Jeg er doven, så jeg bruger det, jeg ved. Jeg ved, hvordan der ser ud i skoven om efteråret, hvornår hyldebærrene er modne, og hvad frosten gør ved dem, når den sætter ind.

I romanen følger vi Sarah, hendes kæreste Janus, et ældre ægtepar, en far og en døende farmor. Fælles for karaktererne er, at de alle har følelsen af at være omgivet af et stort tomrum.

- Sarah føler et tomrum efter tabet af en familie, hun troede, hun havde. Hendes kæreste Janus føler også et tomrum, der måske peger lidt mere frem, og der er et kæmpe tomrum i samtalerne mellem det ældre par. Alle karakterer mangler et eller andet for at føle sig hele, siger Sandra Thorup Mose.

Sandra Thorup Mose er uddannet cand.soc. ved Aalborg Universitet og har skrevet noveller til flere antologier. Derudover skriver hun under pseudonym for forlaget SAGA, hvis tekster udgives i seks lande. Saften fra de knuste bær er hendes anden roman og er en selvstændig efterfølger til debutromanen "Hvor mågerne skriger" fra 2017.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close