Gå til hoved-indhold
17. maj 2018 - kl. 10.05

Udsatteråd skal være tilpasset lokale forhold

  • 1 af 3
    FOTO: SIND Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: SIND Frederikshavn
  • 3 af 3
    Formand Jann Sjursen, Rådet for Socialt Udsatte, formand for Socialudvalget, Ole Rørbæk, SIND’s landsformand, Knud Kristensen, og Niels Christian Jensen, SIND Frederikshavn.
Af: Kanal Frederikshavn

Onsdag aften var SIND Frederikshavn arrangør af et vellykket foredrag, hvor emnet var etablering af et udsatteråd i Frederikshavn Kommune. Mange trodsede den lune sommeraften og mødte op i Arena Nord for at høre om SIND’s store mærkesag.

SIND’s landsformand, Knud Kristensen, og formand Jann Sjursen, Rådet for Socialt Udsatte, gav begge input til, hvorfor Frederikshavn Kommune skal have et udsatteråd og en udsattepolitik.

De fortalte om deres erfaringer med de 36 kommuner i Danmark, som har et udsatteråd og gav ligeledes perspektiver for, hvad et udsatteråd vil betyde for kommunen.

Jan Sjursen fremhævede, at et udsatteråd er en slags vagthund, der skal sikre, at kommunen husker indsatsen for de socialt udsatte borgere.

Ifølge Jann Sjursen bør alle kommuner oprette sådanne råd, der kan fungere som talerør for borgere med komplekse sociale problemer. Det kan være misbrugere, hjemløse, psykisk syge, eller mennesker der lever i prostitutionsmiljøet. Ifølge Sjursen er det afgørende, at der er brugere fra det udsatte miljø repræsenteret i rådet.

Kommunerne bør langt mere systematisk inddrage de udsattes synspunkter - både når det gælder konkrete indsatser og udarbejdelse af en egentlig udsattepolitik, sagde Jann Sjursen.

Begge fordragsholdere mener, at et udsatteråd kan være med til at kvalificere den indsats, der allerede er etableret, ved at tilføje brugernes vinkel, når det handler om blandt andet væresteder og misbrugsbehandling.

Knud Kristensen kom med flere eksempler på, hvordan et udsatteråd kan hjælpe psykisk sårbare og deres pårørende. Statistikken viser, at personer med en psykisk diagnose i gennemsnit lever 15 år kortere end andre.

Et udsatteråd kan også have fokus på at få borgere fra det udsatte miljø tættere på arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet samt være med til at forebygge kriminalitet og fattigdom.

Begge fordragsholdere lagde vægt på, at politikerne skal vælge en lokal tilpasset udgave af et udsatteråd, en "frederikshavner-udgave" som er tilpasset til de udfordringer, som kommunen har på området.

- Formand for Socialudvalget i Frederikshavn Kommune, Ole Rørbæk, oplyste, at et udsatteråd og en udsattepolitik er højt prioriteret i udvalget og byrådet generelt, og han forventer, at begge dele bliver en realitet i løbet af 2018, siger Niels Christian Jensen, SIND Frederikshavn.

Spørgelysten blandt de fremmødte var stor, og det var med stående klapsalver, at de to foredragsholdere forlod podiet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...