Ultraløberens hidtil vildeste udfordring
Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
19.04.2011 | Af: Kanal Frederikshavn

Ultraløberens hidtil vildeste udfordring

Jan Vajhøj er tilbage i Danmark efter ni barske dage i Sahara. Se flere billeder under artiklen.
Jan Vajhøj er tilbage i Frederikshavn efter sin vildeste oplevelse som løber. De 243 kilometer på sand og sten i ørkenen i Marokko pressede den 49-årige frederikshavner "helt ud i hækken", som han selv udtrykker det.

 

Det var på tredjedagen i Sahara, at problemerne meldte sig. Jan Vajhøj havde spist for få salttabletter. Kroppen var smadret. Han kunne hverken spise eller drikke. Det føltes som tømmermænd. Problemet var bare, at han ikke kunne gå i seng og trække dynen op over hovedet. Dagens etape lød på 38 kilometer i 40-45 graders varme.

- Jeg havde det sindssygt dårligt. Mange stoppede og spurgte, om jeg var okay. Jeg vendte tommelfingeren opad og sagde yes-yes, for jeg skulle ikke risikere at blive taget ud af løbet. Kun viljen bar mig igennem, smiler Jan Vajhøj, der netop denne dag ved flere lejligheder kiggede på sin tatovering på venstre underarm: GDOJV?
Forkortelsen står for "Giver du op, Jan Vajhøj?" Svaret var nej. Ultraløberen fra Frederikshavn gennemførte, men han brugte næsten ni timer på at komme i mål - det dobbelte i forhold til andre tilsvarende etaper.

Marathon Des Sables, som er løbets officielle navn, er uden sammenligning det vildeste, som Jan Vajhøj har prøvet. Ni dage uden bad. Kedelig og ensformig mad. En for tynd sovepose og tyndt liggeunderlag. Ni mennesker på alt for lidt plads otte nætter i et beduintelt. Sand på ruten og sand i maden. Sten, sten og endnu flere sten. Vabler så mange, at de slet ikke kunne tælles. Sol og mellem 40 og 51 graders varme. Ingen skygge. 10 tæer i opløsning.

- Det første, jeg bad om, da jeg kom hjem var to rundstykker og en jødekage. Og det skulle være i bilen, når jeg blev hentet på togstationen. Vi skulle ikke til bageren efter det, griner Jan Vajhøj.

Marokko bød - ud over løbet - på flere usædvanlige oplevelser. Især undrede det Jan Vajhøj, at der pludselig dukkede børn op i store jakker og lange bukser midt ude i ørkenen.

- Det svarer til, at der sidder tre børn alene i en robåd 30 kilometer ude i vandet. Det er svært at forstå, hvad de lavede, for der var intet omkring dem, fortæller Jan Vajhøj.

Hans næste store udfordring er Ultra-Trail du Mont-Blanc i slutningen af august. Det er Europas hårdeste og mest prestigefyldte endagsløb på 166 kilometer. Starten går fredag aften, og søndag morgen satser Jan Vajhøj på at komme i mål.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close