SønderjyskE-spillerne var frustrerede og spillede ualmindeligt hårdt i anden periode af 3-0-kampen, hvilket resulterede i en del udvisninger. Frederikshavnerne lod sig derimod ikke rive med, men udyttede til gengæld gæsternes dumheder.
Frustrationerne løb af med flere SønderjyskE-spillere i anden periode af gårsdagens White Hawks-triumf. 100-kamps jubilaren, Rasmus Søndergaard, tager dog gæsternes opførsel med ro og nyder 3-0-sejren.
Gæsterne fra SønderjyskE viste tydelige tegn på frustrationer specielt i anden periode, hvor der blev begået flere deciderede svinestreger mod frederikshavnerne. Iøjnefaldende var Mick Jensens knætackling på Christian Nordentoft, som også fortjent gav fem minutter udvisningsstraf til holdet samt marchordre til spilleren. - De mister lidt troen på, at de kan score, og så kommer der lidt frustrationer og dumme udvisninger, siger Rasmus Søndergaard til Kanal Frederikshavn. Efter udvisningen til Mick Jensen haglede det ned over sønderjyderne med dumme udvisninger, hvorfor høgene kunne udbygge føring til 2-0. Sønderjydernes opførsel var dog tilsyneladende ikke noget, der påvirkede den 20-årige jubilar. - Nej, det synes jeg ikke. Vi ved, hvad vi skal gøre. Vi skal ikke hoppe med på deres galej, selvom de prøver på noget, lød det sikkert fra Søndergaard. Søndergaard og resten af White Hawks-truppen har nu en uges forberedelse, inden det fredag aften går løs med finaleseriens første kamp i Herning.