Ungt målmandstalent fra Bulldogs til FC Outlaws
- Jeg synes vældig godt om Outlaws' nye unge linje. Det er en spændende trup, der er samlet her. Det vil jeg gerne være en del af det.
Sådan lyder det fra talentfulde Nikolaj Schüsler, som i den kommende sæson stiller op i Outlawsmålet. Nikolaj Schüsler har senest vogtet målet for naboklubbens U19-hold og flere gange været på herreligaholdet i Bulldogs.
Med Nikolaj Schüsler i truppen har FC Outlaws samlet en super-talentfuld målmandskvartet. Nikolai Christoffersen fik sit gennembrud sidste sæson, hvor han var førstemålmand på ligaholdet og Nikolaj Bøgild fik flere kampe på førsteholdet trods sin unge alder.
Og med tilgangen af Jonas Risom og nu senest Nikolaj Schüsler, begge fra Frederikshavn Bulldogs, er målmandsposten stærkt besat.
Det er heller ikke just en ulempe, at én af Danmarks bedste målmænd gennem tiderne – Kasper Østergaard, bedre kendt som Månen (Moon) - er tilbage i FC Outlaws. Månens opgave i Outlaws er først og fremmest at oplære de unge målmænd, og der kan vel næppe findes nogen bedre læremester.
- Jeg synes, vi er super heldige med de nye tilgange. Ikke blot på målmandsfronten, men også af udespillere, lyder det fra den nye, unge cheftræner, Ronny Knoph.
- Vi er startet på sommertræningen og opbakningen har været meget tilfredsstillende. Fortsætter det på denne måde, kan det kun blive godt, mener Ronny Knoph.






































