Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
25.05.2018 | Af: Michael Frederiksen

Urimeligt: Det bremser udviklingen på Læsø

Anders Tranekær får først rabat på færgebilletten, når familiens sommerhus er færdigbygget. I byggefasen koster billetten 1370 kroner - og ikke 350 kroner, som Anders Tranekær forventede.
Reglerne for, hvornår man kan få et sommerhusejerkort til Læsø-færgen, bliver muligvis lavet om, inden de næsten er trådt i kraft. Det sker efter, at sæbynitten Anders Tranekær har haft en uheldig oplevelse.

 

Han har ingen relationer til Læsø, men har alligevel købt en fritidsgrund i Vesterø, hvor han i næste måned skal i gang med at bygge et fritidshus, hvor familien kan hygge sig. 

- Vi kiggede også på grunde i Hals og Hou, men vi vil gerne længere væk fra Sæby, så vi ikke kører hjem en smuttur, når vi først er kommet i sommerhus, og derfor valgte vi Læsø, forklarer Anders Tranekær.


Han er tømrer og skal selv stå for byggeriet af huset. Til sin store overraskelse har har fundet ud af, at han i højsæsonen skal betale 1370 kroner for at sejle fra Frederikshavn til Vesterø og retur. Den tur forventer Anders Tranekær at tage 20 gange i byggeperioden.

- Jeg regnede med at få et sommerhusejerkort, når jeg bygger hus på Læsø. men det kan jeg først få, når huset står færdigt. Det forstår jeg ingenting af. Det bremser jo udviklingen på Læsø, mener Anders Tranekær.

Med et sommerhuskort koster turen frem og tilbage kun 350 kroner.

Reglerne, som trådte kraft ved årsskiftet, efterlader dog ingen tvivl:


• Ved nybyggeri kan sommerhusejerkort først udstedes, når byggeriet er færdigmeldt.


Anders Tranekær har kontaktet borgmester Karsten Nielsen (DF) og orienteret ham om, at han finder reglen besynderlig og urimelig.

- Det er absolut ikke i nogens interesse - hverken min, færgens eller andre herovre - at bremse udviklingen af og på Læsø - tværtimod. Færgens takster er ind imellem et kompliceret puslespil, som hele tiden er genstand for bestyrelsens opmærksomhed. Er der uhensigtsmæssigheder, bliver disse taget op til overvejelse, og hvis det er muligt rettet til. Det er jeg sikker på, siger Karsten Nielsen til Kanal Frederikshavn.

Han var ikke bekendt med reglen om, at sommerhuset skal færdigbygges, inden sommerhusejeren kan sejle billigere med færgen. Han oplyser dog, at "noget lignende er på dagsordenen til næste møde i færgens bestyrelse".

 

BillederTilføj billede


FOTO: Michael Pennerup

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close