UV-Tech ApS bekæmper bakterier med UVC-lamper
COVID-19 har påvirket både danskernes dagligdag og erhvervslivet. Nogle brancher har oplevet medvind, mens andre brancher har lidt under pandemien. Virksomheder er lukket, men heldigvis er der også etableret nye. En af de sidstnævnte er firmaet UV-Tech ApS fra Frederikshavn.
UV-Tech ApS sælger ISO-certificerede UVC-lamper til bakteriebekæmpelse af alle overflader samt ventilation med UVC-lys. Lamperne bruges i industrien, klinikker og er nu også ved at vinde indpas i almindelige kontormiljøer, hvor man vil sikre et 99,99 procent bakteriefrit miljø. Herunder tastaturer, borde og stole.
- Typisk anvendes de til at desinficere om natten, når kontorer og produktion alligevel er lukket. I gennemsnit er en medarbejder syg 7,4 dag om året. Hvis man har 10 ansatte og kan opnå et mindre sygefravær på måske 40 procent, har man opnået store besparelser. Nu er COVID-19 jo meget aktuel, men man bliver også syg i en almindelig influenzasæson, fortæller direktør i UV-Tech ApS, Christian Falberg.
Ventilationssystemerne er "plug-and-play”-produkter, som bruges til bekæmpelse af fedt i udsugninger på eksempelvis restauranter eller fjerner lugtgener i industrien. Det kan være foderproduktion eller kylling- og svinefarme.
- Hovedsageligt er det dog til bekæmpelse af bakterier i bygninger. Vira samles i virksomhedernes ventilationssystemer, så smitte kan spredes via ventilationen. Vi har fået en god start og har mange spændende projekter i gang. Lokalt har vi indgået aftaler med flere klinikker samt med produktionsvirksomheder som Skagen Food A/S og Naturens Køkken A/S. Vi har også netop installeret UV-lys og ventilation i Barry's Bootcamp i København, som er verdens mest eksklusive fitness-kæde, ligesom vi skal installere tilsvarende i deres afdelinger i Göteborg og Stockholm. Barry's Bootcamp er der, hvor blandt andet The Kardashians træner, smiler Christian Falberg.





































