Vandrefalkene har været ved siloen i tre måneder
Drømmen lever endnu for Svend Erik Frandsen fra Frederikshavn. I over tre måneder har han hver dag observeret to vandrefalke omkring Kattegat Siloen i Frederikshavn. Der er tale om en han og en hun. Lykkes det at få parret til at yngle, vil det være første gang i 70 år i Jylland.
- Jeg har været hernede hver dag siden jul. Tit er jeg her flere gange om dagen, og et besøg kan godt vare to-tre timer, smiler Svend Erik Frandsen, mens han med sin kikkert ser hunnen sole sig oppe på siloen og hannen, der sidder i Flydekranen Samson i Fiskerihavnen.
Vandrefalken ynglede i Danmark fra 1900-tallet og op til 1972, hvor det sidste par forsvandt. Der skulle gå næsten 30 år, før de i 2001 vendte tilbage til Møns Klint, og siden da er der kommet en lille bestand på 10-12 par. Det er dog kun fem par, der fik unger på vingerne i 2012 - alle på Møns Klint, Stevns Klint og Bornholm.
Skærbækværket i Kolding har i seks år forsøgte at få flere par til at yngle, men uden held. Nu står Svend Erik Frandsen og Arnold Houmann bag et nyt forsøg i Frederikshavn. De har - med hjælp fra sponsorer - fået fremstillet en redekasse, som er placeret på toppen af siloen. Kassens mål er 100 cm lang, 75 cm høj og 60 cm dyb. I bunden af kassen ligger der ølandssten og småsten, da vandrefalken helst yngler på klipper.
Svend Erik Frandsen er positivt overrasket over, at de to vandrefalke stadig befinder sig i Frederikshavn. Normalt burde de være fløjet til enten Norge eller Sverige for at yngle.
- Det kan de selvfølgelig nå at gøre endnu, men så sker det formentlig en af de nærmeste dage, fortæller Svend Erik Frandsen og henviser til, at vandrefalken yngler i marts-april.
Han har sammen med Arnold Houmann lavet hjemmesiden Projekt Vandrefalk Frederikshavn. Den nærmer sig 10.000 sidevisninger og har haft besøg af fugleinteresserede fra 10 forskellige lande. Hjemmesiden opdateres hver dag med små beretninger fra dagens observationer.
Svend Erik Frandsens drøm er, at parret i Frederikshavn begynder at yngle i den redekasse, som er opsat på siloen, og at hele verden kan følge den historiske begivenhed via et web-kamera i reddekassen. Indtil det sker, vil viceværten i Rønneparken blive ved med at køre ned til siloen mindst en gang om dagen for at se efter de to vandrefalke og tale med de mange fugleinteresserede fra hele Jylland, som i disse måneder lægger vejen forbi Frederikshavn.





































