Gymnastikforeningen FG90 var i den forgangne weekend vært for DM i rytmisk sportsgymnastik. Det var første gang, at DM blev afviklet i Nordjylland, nærmere bestemt i en smukt udsmykket Arena Nord.
- Det kræver muskelstyrke at få et stort arrangement som DM i rytmisk gymnastik med 500 overnattende gæster til at fungere hele vejen rundt, fortæller tovholder Hanne Enevoldsen fra FG90.
Hun har arbejdet på arrangementet siden januar, og der skulle ikke mangle noget.
- Jeg ville gerne lave det ultimative arrangement. Folk skulle opleve så flotte rammer, at de ikke har prøvet noget lignende, siger Hanne Enevoldsen.
Og missionen lykkedes. Der var lutter roser til arrangørerne fra forbundsledelsen i Danmarks Gymnastik Forbund, formand for Rytmisk Udvalg, de lokale politikere, som åbnede og overværede arrangementet, samt fra alle de deltagende foreninger fra hele Danmark.
Også sportsligt gik det over al forventning for FG90. Juniorpigerne fik en flot sjetteplads i deres række, mens seniorpigerne i 2. division kæmpede og sled sig til en flot sølvmedalje på en dag, hvor stort set alt lykkedes for det dygtige hold.
At værtsrollen blev tildelt FG90 på foreningens 20 års fødselsdag fuldendte naturligvis gymnastikfesten for de tilfredse arrangører.