VEB er klar til at kæmpe om medaljer efter nytår
Trods et 1-5 nederlag i hjemmekampen mod Team Skælskør/Slagelse er Vendsyssel Elite Badminton klar til medaljeslutspillet i Badmintonligaen. Resultaterne i både Århus og Gentofte gik nemlig VEB's vej i grundspillets sidste spillerunde.
Hele 610 tilskuere var på plads i Arena Nord, hvor de allerede i aftenens første kamp havde fornøjelsen af at følge opgøret mellem Peter Gade, der fyldte 33 år, og VEB's Eric Pang. VEB-spilleren førte 11-8 og fulgte med til 17-18 i første sæt, men tabte 17-21, 11-21.
Mette van Dalm og Helene Kirkegaard skaffede VEB's enlige sejr.
I damesingle gjorde Camilla Sørensen det glimrende, men tabte 13-21, 19-21 til den tidligere VEB-spiller Judith Meulendijks. I anden herresingle tabte Kristian Midtgaard 19-21, 21-15, 19-21, og herredoublen med Robert Blair og Simon Mollyhus tabte 19-21, 14-21. Altså tre tætte kampe, hvor marginalerne var på sjællændernes side.
Medaljeslutspillet indledes mandag 4. og torsdag 7. januar. Programmet er endnu ikke fastlagt, men VEB skal møde Team Skælskør/Slagelse, Greve, Århus, Værløse og KMB. Nr. 1 og 2 kvalificerer sig direkte til semifinalerne, mens nr. 3-6 mødes i kvartfinalerne.
Slutstillingen i grundspillet.






































