Stivnet smilede hos VEB, da Eric Pang leverede sæsonens største negative overraskelse i kvartfinalens åbningskamp.
Sæsonen er slut for Vendsyssel Elite Badminton. Særdeles skuffende tabte VEB i aften i Farum Arena 1-4 til et ellers stærkt svækket Værløse-hold. 1. herresingle og damedouble snublede begge sensationelt.
Der manglede holdning, kampvilje og gejst på VEB-holdet i aften. Værløse ville vinde, mens for mange af VEB's spillere stod af, da sæsonen skulle til at være rigtig sjovt.
Træner Claus Poulsen lod frustrationerne få frit løb, da han i sekunderne efter nederlaget kylede sin vandflaske ind i væggen.
- Off day. Andet er der ikke at sige. Vi mødte et Værløse-hold uden to af deres allerbedste spillere og havde slået dem to gange før i denne sæson. Vi havde derfor store forventninger, og måske var spændingsniveauet for højt, siger Peter Rasmussen.
Men så det ikke mere ud til, at I gik på banen med den forkerte indstilling?
- Det er noget mærkelig noget. Sådan kunne det godt se ud, men når spændingsniveauet bliver for højt, er det nogle gange svært at slappe af, og så kan du pludselig ikke få dit spil til at fungere inde på banen. Det mener jeg, skete for os i aften, siger Peter Rasmussen.