Weekendens blanding af sol og byger var perfekt for Skagen Festivalen. Solen fik rigtig mange gæster til byen, og regnen fik dem til at søge indenfor på spillestederne. Arrangørerne kan se tilbage på endnu en vellykket Skagen Festival.
- Det er gået fint, lyder det med et stort smil fra Skagen Festivalens næstformand, Ole Henriksen.
Vi fanger ham sent søndag eftermiddag i en gaffeltruck ved Kulturhuset Kappelborg. Her er han sammen andre festivalmedarbejdere i gang med at bryde Torvescenen ned efter weekendens koncerter.
Og et par småbyger sætter kun næstformandens humør et par grader i vejret.
- For os i festivalledelsen gør det ikke noget med lidt regn. Der har været lunt i vejret hele weekenden, og bygerne får kun folk til at søge indendørs i hallerne og musikteltene. Det tjener vi penge på, så det er helt perfekt, forklarer Ole Henriksen.
Efter en række år med økonomisk søgang er festivalen igen kommet ind i smult vande. Campen uden for byen er nedlagt, og festivalen er nu afgrænset til scenerne rundt om i byen og på havnen.
Omkring 600 frivillige, ulønnede medarbejdere fra hele landet arbejder hvert år på festivalen, der med sine 41 år i guitarkassen er landets ældste musikfestival.