Gå til hoved-indhold
24. august 2015 - kl. 19.08

Vejrudsigten varsler latterorkan over Skagen

  • 1 af 4
    FOTO: Torben Rasmussen
  • 2 af 4
    FOTO: Torben Rasmussen
  • 3 af 4
    Der er premiere på årets Skagen Revy tirsdag aften.
  • 4 af 4
    Der er premiere på årets Skagen Revy tirsdag aften.
Af: Torben Rasmussen

Forud for årets Skagen Revy, som har premiere tirsdag aften, havde restauratør Henrik Tachau Kristensen fra Restaurant De 2 Have, i dag indkaldt til pressemøde med de fire aktører, Ulla Jessen, Jan Schou, Martin Knudsen og Stine Bruun. Et møde, som blev afviklet i en afslappet atmosfære, hvor snakken handlede om forventningerne, om spændingen og ikke mindst glæden ved at optræde på et så intimt sted, hvor der kun er plads til godt 100 gæster pr. forestilling.

Skuespillerne fortalte, at den nærhed, som man har med publikum, gør, at der er kontant afregning ved kasse et, hvis man ”bøffer” i den, men som Jan Schou bemærkede: "De forestillinger, som kører ret igennem, de er hurtigt glemt, men de små fejl bliver husket, og det har jo sin charme". Jan Schou, som sommeren igennem har været primus motor i Rottefælden i Svendborg, men som nu endelig, efter at have været spurgt flere gange, har kunnet afse tid til at optræde i Skagen.

Man fornemmede en koncentreret stemning, en følelse af sammenhold og lige akkurat den portion positive nerver, der skal til for at få det perfekte show stablet på benene.

- Vi er et godt team, som hjælper hinanden med alt, ja selv kostumeskift ordner vi selv, da vores omklædningsrum er så lille, at der ganske enkelt ikke er plads til en hjælper. griner Ulla Jessen, som har stået for opsætningen af årets revy.

Henrik Tachau Kristensen, som lægger restaurant til for syvende gang, meddeler, at han faktisk aldrig havde set en revy før, inden han gik i gang med dette revyprojekt. Et projekt, som har gået sin sejrs gang nu i seks år, og intet tyder på, at dette år bliver en undtagelse.

Sædvanen tro har Henrik T. Kristensen sammensat en lækker menu, som bliver indtaget kl. 18.30 inden revyen. Har man fået lyst til at se lidt mere, inden billetterne bestilles, er der muligheder for at se lidt fra de foregående revyer på www.restaurantde2have.dk, hvor man blandt andet kan opleve Martin Knudsen og Stine Bruun som Birgit og Helge. Kønne er de ikke, men morsomme, det er de....

Kanal Frederikshavn er med ved scenekanten tirsdag aften og følger op med en fyldig reportage fra premieren.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...