Afdelingsformand René Johansen (t.h.), FOA Frederikshavn: - Det er vigtigt, at både borgere og medarbejdere inddrages.
René Johansen, afdelingsformand, FOA Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Allerførst skal der lyde en positiv tilkendegivelse vedrørende Birgit Hansen indlæg på Kanal Frederikshavn 5. februar 2012. På mange områder deler FOA Frederikshavn Birgit Hansens positive tilgang til de nye teknologier og ditto bekymringer.
Jeg får dog lyst til at komme med en opfordrende tilføjelse til Birgit Hansen og det øvrige socialudvalg, da jeg savner en enkelt, men ingenlunde uvæsentlig ting: MEDARBEJDERNE og dermed de mange ansatte i eksempelvis hjemmeplejen.
Det er jo indlysende, at indførelse af velfærdsteknologi får indvirkning på den enkelte bruger og dermed borger. Men lige så indlysende er det også, at velfærdsteknologi både har og fremover vil få stor indvirkning på mange FOA medlemmers arbejdspladser, bl.a. til gavn for et bedre arbejdsmiljø.
Når vi i FOA Frederikshavn drøfter indførelse af velfærdsteknologi på medlemmernes arbejdspladser, er der nogle principper, der fordrer særlig opmærksomhed:
• Velfærdsteknologi skal fordre borgerens livskvalitet og skabe størst mulig indflydelse på eget arbejdsliv • Velfærdsteknologi skal øge kvaliteten i velfærdsydelserne • Velfærdsteknologi skal styrke medarbejdernes arbejdsmiljø ved at formindske nedslidning, monotone eller tunge opgaver
Netop den sidste del, hvor velfærdsteknologien også får et medarbejder twist, savnede jeg i Birgit Hansen indlæg. Når teknologier implementeres, er det vigtigt, at både borgere og medarbejdere inddrages, således der opleves mening og ejerskab.