Veloplagt Poul Krebs var næsten ikke til at stoppe

- Der var ikke ret mange mennesker dengang. Det vil jeg gerne klage over, fortalte han med et charmende glimt i øjet.

Til gengæld takkede han for, at man så her til aften var mødt så talstærkt op, og at han havde glædet sig til at slutte turnéen af for enden af Danmarks længste gågade. Derefter åbnede han og bandet gildet med sangen med det godhjertede budskab om, at alle og enhver skal have en chance mere.

Den sang stammer fra den nye plade, som vi sammen med den engelsksprogede plade, som udkom først på året, fik en håndfuld sange fra. Det har været et særdeles produktivt og travlt år for Poul Krebs, som altså gik på juleferie efter aftenens indsats i hjertet af Frederikshavn. Det kunne bestemt ikke ses, og denne optræden var bestemt ikke noget, der bare lige skulle overstås, så man kunne komme til at slappe af og holde fri.

Anført af en storsmilende og charmende hovedperson sprudlede han og bandet og viste stor spilleglæde. Det i særdeleshed Niels Christian Simmelsgaard, der brillierede med flotte guitar-soloer og norske Claudia Scott, der gjorde det flot som andenstemmen og blandt andet sang et smuk vers af den gamle ”Gone, gone, gone”.

Ham sangeren her, der engang boede på Samsø, men som nu er flyttet ind til fastlandet og ind til sin barndomsby Aarhus igen, er en sand poet af højeste karat. Hver sang er hvert sit eventyr. Han er en mester i at lave de der, som man i Guds eget land kalder for ”catchy frames”. Altså små kvikke bemærkninger i sangene a la ”Gør mig håbløs fan af livet, så er man jo noget” eller ”Den kjole er heldig at hænge på sådan én som dig”.

Sidstnævnte frase fik vi dog ikke her til aften, men vi fik den første og derudover skal ”Prinsessen fra Aalborg” fremhæves og som udløste stor begejstring og ”Vild med dans”-agtig opvisning rundt omkring på gulvet i musiksalen. Det var de gamle sange, der udløste de største bifald, og sådan er det nok altid.

Poul Krebs er fantastisk til at fortælle sine historier om udkants-Danmark, der i bund og grund er et forfærdeligt begreb. Men som præcis er det sted, hvor blandt andet David Johansen fra Samsø kommer fra. Ham kender vi alle sammen et eller andet sted. Iklædt blå heldragt og med en kasse bagpå Puch Maxi´en drøner han rundt i bybilledet og kommer aldrig videre. Han fik også sin sang og en hilsen i Frederikshavn.

Vi fik også afsløringen om, hvorfor bandet hedder The Combardos, eller som Poul Krebs her til aften kaldte dem The Real Combardos. Det er ikke, som man måske skulle tro, fordi man har opkaldt sig selv efter en guerillabevægelse fra Nicaragua. Men simpelthen fordi, at navnet kommer fra en stor, rund og rar jysk hjemmeværnsmand, der engang sagde til Krebsen, da han en aften gjorde klar til at give endnu en koncert: ”Jamen, kom bar´ do”… deraf The Combardos. Dén afsløring fik vi til stor morskab i salen.

Eneste minus var, at nogen af de fremmødte vist havde haft for meget gang i de løsslupne julebryg. De var meget højrystede og havde selvfølgelig valgt at stille sig helt oppe ved scenekanten. Ærgerligt. Det koster trods alt nogen penge at komme ind og så er det lidt tåbeligt, at man ikke vil have mere ud af det.

Inden aftens sidste sang opfordrede Poul Krebs til, at man gav en stor hånd til dem, der sørger for, at der kommer musik til Frederikshavn.

- Det kommer ikke af sig selv, proklamerede han fra scenen, og det var god stil fra troubadouren.

Der blev takket af fra scenen, men salen ville have mere, og der blev klappet og trampet i gulvet for at få musikken på igen. Det er sjældent set og hørt så højt som lørdag aften. Der blev dømt fællessang, da Poul Krebs og bandet indtog scenen igen – denne gang i selskab med Matt The Electrian, der havde varmet op for aftenens hovedperson. Sammen fyrede de den spøjse og meget underholdende cajun-agtige "This is what I do when I'm working" af, mens der igen blev foretaget sving-om´mer på gulvet.

Herlig indslag inden vi kom for enden af regnbuen og kom i selskab med Morrison, Dylan og Elvis. Derefter var der storstilet fællessang i hele salen med traveren ”Sådan nogen som os”, inden vi fik endnu et ekstra nummer med ”Lad klokkerne ringe” fra den nye plade. Hele seks ekstra nummer blev det til, og den sidste var i hvert fald ikke planlagt fra starten. Dermed tydede alt på, at bandet hyggede sig gevaldigt, og nu kan holde fortjent juleferie efter en særdeles god indsats i Det Musiske Hus.

God jul og tak for sangene til Poul og de andre – og herfra skal der også lyde stor ros til de mennesker, der sørger for, at vi har et musikhus, som vi virkelig kan tillade os at prale af.