Vender truende nederlag til sejr over liga-reserver
Vendsyssel Herre Håndbold besejrede i weekenden på udebane Team Tvis/Holstebros ligareserver med 28-26 (12-12) i 2. division.
Vestjyderne havde på det seneste været rigtig stærkt kørende og lå inden opgøret kun ét point efter VHH. Hjemmeholdet var desuden forstærket med to ligaspillere, så det var en stærk modstander, VHH stod ansigt til ansigt med. VHH havde ikke just spillet prangende på det seneste, hvorfor alle fighter-egenskaber skulle tages i brug for at tage de to point med hjem til Frederikshavn.
VHH startede kampen meget nervøst og usikkert, hvilket gjorde, at hjemmeholdet i løbet af de første 13 minutter bragte sig foran 10-4. Angrebet var uskarpt, og hjemmeholdet løb en del kontra'er hjem i den fase kampen. Ikke nemme forudsætninger for keeper Troels Stausbo.
VHH skiftede herefter ud på et par positioner, bl.a. kom keeper Kristian Hundborg på banen. Dette gjorde et eller andet ved udeholdet. Angrebet blev meget bedre, forsvaret kom op i tempo, og Kristian Hundborg stod helt fantastisk ”mellem stængerne”. Det betød, at VHH faktisk kunne gå til pausen med stillingen 12-12. Ganske tilfredsstillende oven på den mildest talte dårlig start på kampen. Kristian Hundborg havde de sidste 17 minutter af første halvleg en redningsprocent på 81.
Anden halvleg begyndte dog heller ikke særlig godt, bl.a. fordi Tvis kom i løbet af halvlegen hurtigt foran 16-12. Så VHH skulle til at kæmpe sig tilbage i kampen igen. Efter et par enkelte justeringer fik udeholdet igen styr på tingene. Man begyndte at finde løsninger over for hjemmeholdets forsvar, forsvaret fightede stadig bravt, og Kristian Hundborg fortsatte med mange redninger. VHH fik kontakt ved 20-20, og til sidst endte det med en 28-26 sejr til VHH.
- Stor cadeau til HELE holdet for en heroisk fight på en dag, hvor spillet svingede en del. Kristian Hundborg sluttede kampen med en redningsprocent på 64. Carsten Jensen spillede på en uvant plads som playmaker en god og klog kamp, og så var unge Nicklas Munch Kristensen på venstre fløj en sikker afslutter. Dejligt at gå til julepause med to point på kontoen, udtaler træner Thomas Rømer.
- Alt i andet en ok første halvdel af sæsonen – omstændighederne taget i betragtning, mener træneren.
Målscorere:
Nicklas Munch Kristensen 7 mål
Anders Risdal 6 mål
Martin Pedersen 4 mål
Carsten Jensen 4 (1 på straffe) mål
Sebastian Andersen 2 mål
Anders Nielsen 2 mål
Rasmus Mølgaard 2 mål
Rasmus Nielsen 1 mål





































