Vendsyssel-direktør har intet hørt fra Viborg HK
Flere medier spekulerer i dag i, at træner Christian Dalmose er på vej væk fra Vendsyssel Håndbold, inden han har haft sin første arbejdsdag i Frederikshavn.
På sit kontor i Arena Nord følger direktør Jan Hansen, Vendsyssel Håndbold, med spænding udviklingen. En kendsgerning er det dog, at Vendsyssel intet har hørt fra Viborg HK.
Christian Dalmose trådte til som træner for midtjyderne i semifinalerne, og selv om det kun blev til bronze, var der stor tilfredshed i Viborg HK med Christian Dalmoses indsats. Med det samme blev der spekuleret i, at Dalmose kunne blive en permanent løsning i den traditionsrige klub.
- Den her snak har kørt i 14 dage, men Viborg har ikke kontaktet os, understreger Jan Hansen, der så sent som søndag aften drøftede den kommende sæson med Christian Dalmose.
Dalmose og Vendsyssel har papir på hinanden fra 1. juli, så Viborg HK bliver nødt til at købe Dalmose fri, hvis de ønsker ham som træner i den kommende sæson.
Hvor meget forlanger I?
- Det er ikke et emne, vi bruger tid på, så længe vi ikke har fået en konkret henvendelse fra Viborg, siger Jan Hansen.
Han betragter Christian Dalmose og Jan Paulsen, der med succes har ført Mors/Thys herrer frem til bronzekampene, som de to hotteste emner i Viborg HK.





































