Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
08.09.2019 | Af: Michael Frederiksen

Vendsyssel Håndbold: Målsætning er top 3

I tirsdags vandt Vendsyssel med hele 37-17 over Aalborg HK.
Målsætningen i Vendsyssel Håndbold er en plads i top 3 i kvindernes 1. division. Det siger træner Kent Ballegaard forud for eftermiddagens sæsonpremiere ude mod Rødovre.

 

- Det er en logisk målsætning, der stemmer overens med klubbens ambitioner om at have et ligahold senest i sæsonen 21/22, men også en realistisk målsætning i forhold til den trup, vi har samlet og den generelle styrke i 1. division. Vi ser frem til at tage endnu et skridt opad i forhold til sidste sæson, hvor vi i år skal være med til at præge toppen af rækken. Vi er dog klar over, at det kræver en stærk indsats i samtlige 22 kampe, krydret med det rette held naturligvis, udtaler Kent Ballegaard.

Vendsyssel imponerede i holdets sidste træningskamp. Tirsdag aften vandt Vendsyssel med 37-17 over Aalborg HK fra 2. division.

- Jeg er ovenud tilfreds med vores sejr i sidste testkamp. I særdeleshed vores fokus i kampen, og at alle bidrager kraftigt til fællesskabet. Alt sammen noget jeg har oplevet, er blevet bedre og bedre henover opstarten, hvor vi tydeligvis har nydt godt af den enorme modstand, vi har fået via træninger og kampe mod ligahold. Jeg synes, at vi har en meget homogen og komplet trup, hvor vi evner at bidrage med de mange kompetencer, vi besidder både offensivt og defensivt, udtaler Vendsyssel-træneren.

I denne sæson skal Vendsyssel ikke spille sine hjemmekampe i forskellige haller i Frederikshavn, Vrå, Hjørring og Hirtshals. Holdet har fast base i DRINX Arena i Syvsten.

- Det kommer til at betyde meget for os. Det at have sin faste base i trygge og kendte omgivelser er betydningsfuldt for alle idrætsudøvere, og vi kommer uden tvivl til at have en meget stærk og intim hjemmebane med stor opbakning. Det er vi enormt taknemmelige for, siger Kent Ballegaard.

Der er kampstart kl. 15.00 i Rødovre. På samme tidspunkt indleder oprykkerne fra Sæby HK sæsonen i 1. division hjemme mod DHG fra Odense.

Lokalopgørene mellem Vendsyssel og Sæby spilles søndag 17. november i DRINX Arena og lørdag 7. marts i Sæby Fritidscenter.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close