Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
21.09.2019 | Af: Michael Frederiksen

Vendsyssel håndterer modgang meget bedre

Sylvie Gamys scorede fire mål, da Vendsyssel besejrede TMS Ringsted med 25-20.
Vendsyssel Håndbold har fortsat maksimumpoint i kvindernes 1. division. Lørdag vandt Vendsyssel med 25-20 ude over TMS Ringsted, selv om Vendsyssel var bagud 0-4 efter 11 minutter.


 

I det 17. minut viste måltavlen 7-3 til hjemmeholdet, men fem minutter senere førte Vendsyssel med 9-8.

Efter 11-11 i pausen fulgtes holdene ad til 15-15, men herefter var der ikke tvivl om udfaldet. Spillerne i de lyserøde trøjer fra Vendsyssel trak fra og vandt 25-20.

- På en dag, hvor vi starter aldeles håbløst, glædes jeg over evnen til at finde de gode dyder frem og bevare fokus på vores opgaver. Vi kæmper os forbilledligt tilbage, og alle bidrager med alt, de kan. Skytterne rammer ikke dagen, men så er det bare fedt at vores fløje og strege udnytter pladsen og mulighederne, siger cheftræner Kent Ballegaard, Vendsyssel Håndbold.

- En flot holdpræstation, hvor vi beviser, at vi håndterer modgangen meget bedre end tidligere. Der har vi flyttet os betragteligt, og det glæder jeg mig meget over.

Træneren noterer med tilfredshed, at Vendsyssel har maksimumpoint efter tre spillerunder.

- Vi kan stadig løfte vores spil og få yderligere lag på. Nu gearer vi lidt ned i landsholdspausen og gør os klar til en meget spændende oktober. Jeg er meget glad og stolt af pigerne. Et er, at vi håbede på at have seks point efter tre kampe. Noget andet er at gøre det, og det fortjener pigerne stor ros for, fastslår Kent Ballegaard.

Vendsyssels målscorere:
Sofie Sletskov 5
Pernille Brandenborg 4
Natasja Øhrgaard 4
Sylvie Gamys 4
Lisa Frey 4
Cecilie Thermansen 1
Elin Thorsteinsdottir 1
Mette Bejder 1
Christina Pedersen 1

Vendsyssel og nedrykkerne Ringkøbing er de to eneste hold med maksimumpoint, efter at SønderjyskE lørdag overraskende tabte til DHG, som for en uge siden blev besejret af TMS Ringsted. Netop DHG fra Odense er Vendsyssels næste modstander, søndag 6. oktober i DRINX Arena i Syvsten.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close