Vendsyssel sætter brugte spillertrøjer på auktion
Danmarks største netauktion, QXL, har som noget nyt indført sportsauktioner. Det gør det muligt for de danske sportsklubber at sælge sponsorgaver på auktion. En af de første klubber til at benytte sig af sportsauktioner er Vendsyssel Håndbold. Blandt auktionerne er der flere brugte og signerede spillertrøjer.
- Alle sportsklubber kan bruge ekstra penge, hvad enten de går til lønninger, nyt udstyr eller bedre træningsfaciliteter. Vi har indført sportsauktionerne, fordi vi selv er glade for sport og gerne vil bakke op om sporten, hvor vi kan, siger adm. direktør Steen Trier fra QXL.
Han har selv fornylig deltaget i et maratonløb i Zürich sammen med en gruppe medarbejdere og løbetræningen er i dag en fast del af det ugentlige program hos netauktionen.
Med QXL Sportsauktioner kan foreninger og klubber få deres egen side på QXL’s auktionsplatform. Det har Vendsyssel Håndbold gjort. På klubbens auktion finder man fx spillertrøjer og bøger om Aalborg, som klubben har fået stillet til rådighed af sponsorerer. Auktionerne starter typisk ved 10 kr.
- Vendsyssel Håndbold har været hurtige til at gribe muligheden for at tjene nogle flere penge til klubben. Da det er sponsorerede gaver, går fortjenesten direkte på bundlinjen. Og det er nu engang sådan, at jo flere penge en sportsklub har at gøre godt med, jo længere kan den nå,” siger Steen Trier fra QXL.
Hos Vendsyssel Håndbold er glæden stor over samarbejdet med QXL og her er de første varer allerede blevet sat til salg på klubbens egen side på netauktionen.
- Vi er spændte på at se, hvad vi kan få ud af auktionerne. Det er klart, at vi som forening har begrænsede midler til rådighed. Derfor ser vi auktionerne som en god mulighed for at tjene penge på nogle af de ting, vi har liggende i baglokalet og noget af det, vi får sponsoreret, siger direktør Jan Hansen fra Vendsyssel Håndbold og tilføjer:
- Det er vigtigt for lokalområdet og regionen at have nogle stærke sportsklubber, for det er noget, man er fælles om. Derfor betyder sportsklubberne meget for sammenholdet i området.
QXL har i dag 500.000 registrerede brugere, der tilsammen har 1 million varer på netauktion. I april blev der på QXL afgivet et bud hvert 15. sekund døgnet rundt.





































