Gå til hoved-indhold
17. marts 2019 - kl. 02.03

Vendsyssel-træner roser tre stærke bagspillere

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Træner Kent Ballegaard: - Vi viste stor moral med præstationer på et højt niveau.
Af: Michael Frederiksen

Med en sejr på 33-27 over DHG Odense er Vendsyssel Håndbold sikker på at undgå direkte nedrykning fra 1. division.

Vendsyssel var bagud med 16-20 i begyndelsen af anden halvleg, men en mandsopdækning af DHG's Frida Maag gjorde ondt på fynboerne.

10 minutter efter pausen udlignede Mette Bejder til 21-21, og herfra var det hjemmeholdet, som var bedst og altså vandt med seks mål i Hallen Park Vendia i Hjørring.

- Vi viste stor moral med præstationer på et højt niveau. Jeg synes, at bagkæden med Mette Bejder, Lisa Frey og Christina Pedersen viser stor styrke og går forrest i mange af tingene. Endvidere fungerer fløj- og stregspillet, og vi får de redninger, vi har brug for, vurderer Vendsyssel-træner Kent Ballegaard.

Han glæder sig over, at det direkte nedrykningsspøgelse er væk. Nu handler det om også at holde TMS Ringsted under sig. I givet fald undgår Vendsyssel også at skulle ud i nervepirrende kvalifikationskampe. Der resterer to kampe, og Vendsyssel mangler at møde AGF, som rykkede ud lørdag, samt TMS Ringsted, der p.t. er ét point efter Vendsyssel.

Kent Ballegaard håber, at de tre bagspillere viser samme høje niveau i sæsonafslutningen.

- Mette viser mod DHG stor modenhed og fornuft i sit spil - godt krydret med fremragende langskud. Lisa finder en rigtig god rolle i samspiller med Mette og Christina, og de forstår at udnytte de rum, der bliver skabt. Hun gik virkelig forrest, da de afgørende scoringer skulle sættes ind. Hun er vokset meget mere ind i en lederrolle her i foråret, og det gør holdet godt. Christina bliver bedre og bedre. Hendes overblik er uforligneligt på hendes alderstrin, og konstellationen med hende, Mette og Lisa viste til tider høj klasse, vurderer Kent Ballegaard.

Han glæder sig endnu en stærk afslutning af Vendsyssel.

- Vi viser endnu engang en fantastisk moral, hvor vi efter 55 minutters benhård kamp i den grad fik belønning herfor i kampens sidste minutter. Det har jeg enorm respekt for, og det vidner om, at vores substans er blevet mere holdbar, siger Vendsyssel-træneren.

Vendsyssels målscorere:
Mette Bejder 7

Lisa Frey 7
Christina Pedersen 6
Natasja Øhrgaard 5
Anna Lillesø 4
Pernille Brandenborg 3
Cecilie Thermansen 1

I mændenes 1. division tabte FfI på hjemmebane med 19-24 til Otterup HK. Med tre kampe igen er FfI tre point foran Odense under nedrykningsstregen. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...