Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.01.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Venligboernes Genbrug flytter til Rådhus Allé

Venligboernes Genbrug rykker ind i de lokaler, hvor champagne- og tjenerbutikken TUG-Denmark.dk lå.
Efter kun 10 måneder i Søndergade 28 flytter Venligboernes Genbrug til nye og støre lokaler på Rådhus Alle 15.

 

- Allerede efter 10 måneder i Søndergade trykker rammerne. Vi har fået en fantastisk modtagelse med vores genbrugsbutik, som vi åbnede i marts 2017, og vi glæder os utroligt meget til at komme i nye og større lokaler, hvor vi bedre kan præsentere vores varer, og hvor der bliver mere luft mellem hylderne, udtaler Venligboernes formand, Poul Nielsen.

Systuen vil nu blive etableret i et hjørne af selve butikken, således at kunderne får mulighed for at kigge indenfor og besigtige de ting, som Venligboerne fremstiller af genbrugsmaterialer.

- Denne placering har vi valgt, fordi det er vigtigt for vore medarbejdere i systuen med udenlandsk oprindelse at have mulighed for at tale det danske sprog. Det får de på denne måde mulighed for ved at komme i direkte kontakt med vore danske kunder, forklarer Poul Nielsen.

Derfor afsættes der også plads til en hyggestue, hvor kunderne kan sætte sig og nyde en kop kaffe, slappe af en stund og få sig en snak indbyrdes og med de frivillige i genbrugsbutikken. I hyggestuen bliver der også adgang til wi-fi, computer, printer, scanner og et par symaskiner, som man gratis kan komme og benytte sig af.

- Hyggestuen kan også som hidtil benyttes som lektiecafé og mødested i butikkens åbningstid, og der vil fremover blive mere roligt og hyggeligt her, når systuen rykkes væk herfra, mener Poul Nielsen.

Venligboerne forventer at kunne åbne den nye butik allerede først i februar og søger derfor flere frivillige til butikken og lektiecaféen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Poul Nielsen

FOTO: Poul Nielsen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close