Venstre-kvinder kæmper for ligestilling i Byrådet
Kun godt hver fjerde kommunalbestyrelsesmedlem er kvinde og blot syv af landets borgmestre er kvinder. Det er et tal, der ikke rigtig rykker sig, og det er ikke godt nok i Danmark i år 2009.
Kvinderådet har udnævnt lørdag 7. november til dagen, hvor landets kvindelige kandidater under mottoet "Kvinder til tops" markerer sig på tværs af partifarve.
- Det er vigtigt for lokaldemokratiet, at kvinders meninger og erfaringer kommer langt mere i spil i det kommunalpolitiske Danmark, mener Elin Hovedskov, Frederikshavn, og Pia Karlsen, Skagen, (begge venstrekandidater til det kommende kommunalvalg).
Ved kommunalvalget i Frederikshavn Kommune i 2005 var der opstillet 40 kvinder (hvilket svarer til 25 procent af de opstillede). Efter valget var 19,4 procent af de valgte kandidater kvinder.
- Vi ønsker, at kommunalvalget 2009 bliver det valg, hvor kvinders procentuelle andel i byrådet vil stige markant efter 20 års stagnation. Venstre kan og vil signalere, at venstrefløjen ikke har patent på at gøre det rigtige for ligestilling. Venstre kan gøre det endnu bedre, lover de to kandidater.





































