Venstres kun 25-årige kronprins fik et kanonvalg
25-årige Anders Broholm er ubestridt Venstres kronprins i Frederikshavn Kommune. Det kan der ikke være tvivl om efter den unge gymnasielærers kanonvalg i aftes.
Som 21-årig fik Anders Broholm 241 stemmer ved kommunalvaget i 2005. I går fik han 1.344 personlige stemmer. Det er mere end fem gange så meget.
- Jeg tror, at folk er tilfredse med det, som jeg arbejdet med i de seneste fire år. Jeg tror også, at folk ser det som noget positivt, at jeg er ung og gerne vil arbejde for dem. Jeg ser alle stemmerne som et cadeau for mit arbejde, og jeg vil arbejde endnu hårdere i de næste fire år, udtaler en træt Anders Broholm.
Anders Broholm var for to år siden meget tæt på at komme ind i Folketinget. Han blev førstesuppleant for Venstre i Nordjylland, og har i den forbindelse allerede vikariet på Christiansborg i flere perioder. Det nærliggende spørgsmål er derfor, hvad Anders Broholm satser på i de kommende år?
- I dag er det de kommende forhandlinger med det nye byråd, der er vigtigst. Jeg tænker ikke meget på fremtiden lige nu, fortæller Anders Broholm.






































