Verdensmestre deltager i DM i sportsdans i Sæby
Lørdag 5. november er Frederikshavn Sportsdanser Forening vært for det officielle DM i kombineret standard- og latindans. Arrangementet foregår i Sæby Fritidscenter med start kl. 13.
Der vil være deltagelse af dansere fra hele landet, og der er mulighed for at opleve alt lige fra lokale børn, der danser deres første DM, til verdensmestrene Bjørn Bitsch og Ashli Williamson.
Hele paletten er repræsenteret, og Frederikshavn Sportsdanser Forening lover dans i absolut topklasse og masser af fantastisk stemning.
Hvad kan tilskuerne forvente at opleve?
- Først og fremmest håber vi på en super fed stemning i hallen. Der er tilmeldt over 150 dansere fra hele landet, som jeg er sikker på, vil gøre alt, hvad de kan for at vinde titlerne i deres respektive rækker. Der er masser af publikummer, der hepper på deres favoritter hele dagen igennem, så stemningen er med garanti helt i top. Derudover kan der forventes dans i højeste klasse, især når vi blænder op for de voksnes sportsrække, hvor de forsvarende danmarksmestre Bjørn Bitsch og Ashli Willianson skal forsvare deres titel. De er intet mindre end regerende verdensmestre, så man kan altså få sig en på opleveren næste lørdag, siger Peter Nielsen fra arrangørgruppen.
Turneringen afvikles i Sæby. Hvordan kan det være, at I skal udenfor Frederikshavn?
- Vi har valgt at placere stævnet i Sæby Fritidscenter af flere forskellige årsager. Hallens størrelse er ideel til stævnet, således vi sikrer en intim og hyggelig stemning. Det må jo heller ikke blive for stort. Vi har tidligere afviklet stævner i Abildgårdhallen med stor succes, men denne gang vurderede vi, at den var lige lille nok. Ligeledes har vi igennem en lang årrække haft rigtig mange medlemmer fra Sæby. Vi vil super gerne give dem oplevelsen af et DM "i baghaven", ligesom vi også rigtig gerne vil vise, at vi ikke bare er en forening for Frederikshavn by, men for hele kommunen.
Forventer I, der kommer mange tilskuere?
- Det er jo svært at spå om. Selvfølgelig har de fleste af danserne familie og venner med, men vi håber også på stor lokal opbakning, både fra sæbynitter og frederikshavnere. Det koster 100 kr. at komme ind, hvilket jo ikke er mere end en hockey-billet. Forskellen er bare, at vi her giver underholdning det meste af en dag for de samme penge. Det synes vi godt, vi kan være bekendt! Så ja, vi håber bestemt på mange tilskuere.






































