Gå til hoved-indhold
05. februar 2019 - kl. 13.02

Vi er alle med til at gøre vores institutioner bedre

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
    Faglig sekretær Kristian Tornby, BUPL: - Lad os derfor ikke være så bange for at høre på hinanden – uanset at vi ikke altid er enige.
Af: DEBAT-INDLÆG

Kristian Tornby, faglig sekretær i BUPL, og Anders Brandt Sørensen (S), formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn kommune, har skrevet dette indlæg:

For 14 dage siden strøg der en væsentlig kampagne over Danmark fra BUPL, hvor der blev slået et slag for ytringsfrihed og mulighed for medarbejdere til at deltage i vores allesammens debat om at gøre vores velfærdsstat bedre. Institution for institution.

Vi ser det som helt afgørende for vores velfærdssamfunds virke, at alle medarbejdere bakkes op i at deltage i forbedringen af vores institutioner på alle niveauer. Alle indspark skal hilses velkomne – uanset om der også er kritik i blandt. Vores samfund og vores institutioner er ikke perfekte. Det bliver de måske aldrig. Men vi skal blive ved med at stræbe efter, at driften i institutionerne er så smidige og ordentlige som muligt til størst glæde for borgerne i kommunen. Når institutionerne kører godt, er der samtidig også et godt arbejdsmiljø. Det går hånd i hånd.

Det er vores oplevelse, at bekymringer og overvejelser vedrørende den daglige drift bliver drøftet åbenhjertigt i vores MED-system i kommunen. På disse møder kan alle sager bringes op – og erfaringen er, at alle sager, der ønskes drøftet bliver drøftet.

Vi er stolte af vores MED-system. Men skulle det alligevel ske, at medarbejdere ikke føler sig hørt eller ikke oplever at blive taget alvorligt, så er alle – ALLE – altid velkommen til at tage fat i BUPL eller formanden for B&U-udvalget. Vi vil aldrig nogensinde acceptere, at medarbejdere ikke tør sige noget af frygt for repressalier, eller at medarbejdere oplever at blive negligeret.

Lad os derfor ikke være så bange for at høre på hinanden – uanset at vi ikke altid er enige. På den måde får vi de bedste og mest velfungerende institutioner med et stærkt ejerskab hos den enkelte medarbejder.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...