Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
13.01.2020 | Af: Marcus Linkhorst

- Vi skal have Venstre med i udligningsreformen

Den socialdemokratiske mindretalsregering holder mandag regeringsseminar, og ifølge det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen, som er valgt i Frederikshavn-kredsen, står en ny udligningsreform på dagens dagsorden.

 

Den tidligere VLAK-regering kunne ikke få lavet en ny udligningsreform, og nu er det op til den nye socialdemokratiske regering. En udligningsreform er længe ventet i de danske kommuner. Nogle mener, de får for lidt, mens andre mener, de giver for meget.

Men i foråret 2020 bliver der angiveligt indkaldt til forhandlinger om den nye udligningsreform, som regeringen vil stå i spidsen for.

- Det bliver en af de allervigtigste opgaver i år. Det har været vigtigt længe. Den tidligere regering (VLAK-regeringen, red.) forsøgte at finde en løsning på det, men kunne ikke komme i mål med det, og det ligger derfor til os nu. Og hvis man kigger lidt på procedure, tid og så videre, håber jeg, det kan lade sig gøre allerede her i foråret at finde en løsning på det, siger Bjarne Laustsen til Kanal Frederikshavn i forbindelse med mandagens regeringsseminar.

Også borgmester Birgit S. Hansen (S) håber, der kommer en udligningsreform, der kan udligne, at nogle kommuner kan tilbyde bedre service end andre.

- Formålet med udligning er at udligne den økonomiske forskel mellem kommunerne. Det handler om, at det ikke skal være borgerens adresse, der afgør, hvilket serviceniveau man kan modtage fra kommunen. Altså dæmme op for, at der skal være kæmpe stor forskel på skatteprocent og serviceniveau. Der er nemlig over fem procentpoint forskel på skatteprocenten i kommunerne, ligesom der er stor forskel i beskatningsgrundlaget, påpeger Birgit S. Hansen.

Men hvorfor er den udligningsreform nu så vigtig?

- Det er normalvis sådan, at man forhandler kommuneaftaler i juni. så regionerne og kommunerne ved, hvad de har at gøre godt med, når de skal lægge budgetterne for det kommende år. Så det vil sige, at det man laver her i juni 2020, kommer til at virke i 2021. Og det, der er problemet her, hvis man ikke når det, det er, at der er kommunalvalg i 2021, vurderer Bjarne Laustsen.

- Jeg tror, at allerede på regeringsseminaret bliver det diskuteret. Vi ved, at det allerede ligger som en bundopgave i Indenrigsministeriet, og der findes tusindvis af modeller også. Og det, alle har et ønske til, det er, at reglerne omkring udligning bliver forenklet, således det bliver lettere at forstå hvorfor, man får penge til det, det og det, fortæller Bjarne Laustsen.

For Socialdemokratiet bliver det Astrid Krag, Morten Bødskov og Nicolai Wammen, der kommer til at stå for forhandlingerne - med Mette Frederiksen på sidelinjen.

- Ja, det bliver blandt andet Astrid Krag (social- og indenrigsminister), der kommer til at stå for de forhandlinger. Selvfølgelig er finansministeren (Nicolai Wammen, red.) også med inde over, og vi har også hørt, at Mette Frederiksen selv vil følge det meget tæt samt skatteminister Morten Bødskov. For det, der er Mette Frederiksens opgave, det er, at mens de forhandlinger pågår, at der holder man sig for god til at gå ud midt i forhandlingerne og sige, "det kommer til at koste min kommune så mange penge". Man kan nok ikke undgå det. Men det, der er vigtigt, det er, at man får sendt det signal til borgmestrene om, at nu sætter vi det her arbejde i gang, der kommer en forhandling, og så må man respektere det, siger Bjarne Laustsen.

Som tidligere regeringsparti bliver Venstre også en vigtig del af forhandlingerne om udligningsreformen.

- Vi har en socialdemokratisk mindretalsregering, der har 25 procent af mandaterne, og det betyder, at man kun kan lave det her, hvis man har opbakning fra andre. Og den vigtigste samarbejdspartner her er Venstre. Der er to partier, der skiller sig ud. Det er Venstre og Socialdemokratiet. Det er dem med allerflest i kommunerne og regionerne. De to store partier skal derfor være med i en udligningsreform - ellers kommer det ikke til at hænge sammen, fortæller Bjarne Laustsen og tilføjer:

- Jeg tror da, at Venstre vil være med på en udligningsreform, og det skal de, fordi alt andet duer ikke. Da de ville lave en udligningsreform, beskyldte de os for, vi ikke ville være med. Derfor er vores opgave at sige til dem, at nu har vi chancen, vurderer Bjarne Laustsen.

Han håber også på, at regeringens støttepartier - Enhedslisten, SF og Radikale Venstre - vil være med på en udligningsreform - sammen med mange andre partier. Tilsammen har Venstre og Socialdemokratiet nemlig 90 mandater, som er nok til at stemme et forslag igennem.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Steen Brogaard

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close