Christine Skaarup Haaber, Helsekosten: - Det bedste ved sommeren i Frederikshavn er, at alle generelt er gladere om sommeren.
Sommeren er over Frederikshavn. Byen lever mere end på noget andet tidspunkt af året – og ord som butiksdød og søndagslukket kan turisterne godt skyde en hvid pind efter. Kanal Frederikshavn vil i de kommende uger tage temperaturen på sommerhumøret i de lokale butikker – og samtidig få en snak om turisme, åbningstider og lokale seværdigheder.
Første stop på sommeretapen er hos Helsekosten, hvor Christine Skaarup Haaber i to år været at finde bag disken. Selvom en butik af Helsekostens art ikke er den typiske turistmagnet, finder mange alligevel vej til den lille specialbutik i hjertet af Frederikshavn – og det være sig både de norske, svenske og tyske turister.
Hvad er det bedste ved sommeren i Frederikshavn?
- Det bedste ved sommeren i Frederikshavn er, at alle generelt er gladere om sommeren – der er en helt anden stemning i byen, så snart solen skinner. Væk er alle vinterens depressioner, og folk har meget lettere til smil.
Hvad savner du ved sommeren i Frederikshavn?
- Jeg synes, folk er lidt for dårlige til at benytte de skraldespande, der er at finde rundt omkring i byen. Det er lidt ulækkert, når der ligger cigaretskodder på gaden. Og så skal vi have nogle flere mennesker i byen om lørdagen – også efter klokken 14. De forlængede åbningstider er et genialt initiativ, men der er bare ikke mennesker nok i byen.
Gør I helt konkret noget ekstra for turisternes skyld i butikken?
- Vi giver altid vores visitkort med til alle turister, der kommer her. På den måde gør vi meget for at vise, at vi er her – og når turisterne kommer hjem igen, har vi også en netbutik, de kan handle i hjemmefra.
Hvor vil du anbefale turister i Frederikshavn at tage hen?
- Tag ud på Bangsbomuseet og gå derefter turen op til kanonerne på Pikkerbakken. Jeg kommer selv derude fra, og der er meget frederikshavner-historie tilknyttet både museet og kanonerne – også flere hundrede år tilbage i tiden. Samtidig er naturen rigtig dejlig i hele Bangsbo-området – og bybussen kører direkte dertil.