Bryllupsselskabet og 1. viceborgmester, Peter E. Nielsen, samlet i Farmors Café i gågaden i Frederikshavn.
Onsdag i efterårsferien dannede Farmors Café ramme om en usædvanlig begivenhed. Caféens indehaver, Conny Fredborg, havde denne dag reserveret et bord bagest i caféen til en lille ceremoni, der normalt foregår på rådhuset, nemlig en borgerlig vielse – med efterfølgende kaffe og æblekage!
Lidt før kl. 14 ankom 1. viceborgmester i Frederikshavn Kommune, Peter E. Nielsen, som skulle forestå vielsen, og kort tid efter ankom et lille selskab på seks personer.
Selskabet bestod af det kommende ægtepar, deres lille datter på to år og to voksne børn, der skulle være vidner. Desuden var brudens mor, en nydelig ældre dame på 80 år, også med.
Conny Fredborg gik over til døren og tog venligt imod selskabet, og den kommende brud gav hånd og præsenterede sig som Mette Smilov og spurgte, om de måtte komme indenfor i de hyggelige lokaler.
- Vi bor i Midtjylland, men er i Frederikshavn for at blive gift, og da vi lige kom forbi, vil vi gerne kigge indenfor, da vi har en særlig tilknytning til huset her, sagde hun og præsenterede sin mor som datter af Smilov-Sørensen og fortalte, at huset var hendes mors fødehjem.
- Hvor er det pænt og hyggeligt herinde. Det er vel ikke sådan, at vi kunne få lov til at blive gift her?, spurgte bruden. >
- Jo, det kan da nok godt lade sig gøre, sagde Conny Fredborg, som var med på spøgen, om at lade som om, at det hele var en tilfældighed.
Så kom viceborgmesteren over og hilste på også – og bruden sagde:
- Jamen, der har vi jo en borgmester. Mon du vil vie os her i cafeén?
Hvilket han sagde ja til, og så gik det først op for resten af selskabet, at det var her vielsen skulle foregå!
Bedstemor Inge, født Smilov-Sørensen, blev først helt forvirret, men så gik sammenhængen op for hende. Hun kneb en bette tåre og sagde, at dét havde hun godt nok aldrig troet, at hun skulle opleve, at hendes datter skulle vies i hendes barndomshjem – og hvordan de dog havde fået den idé!
Udgangspunktet var, at det skulle være en stille og hyggelig dag sammen med ungerne og bedstemor, noget med en udflugt, og lidt efter lidt kom de frem til ideen med Frederikshavn, som også er den by, bruden var døbt i. Og så var det jo oplagt med kaffe i morfars butik - hos Farmors Café.
Ved at kigge på Frederikshavn Kommunes hjemmeside fandt de ud af, at man i kommunen var åben for at lade folk vie mange sjove steder, så som Krudttårnet og Bangsbo Museum, og så kom tanken, om det mon kunne lade sig gøre i huset i Danmarksgade 37?
Først blev Conny Fredborg kontaktet, og da hun hørte, at det var Smilov-Sørensens barnebarn, der spurgte, var hun straks imødekommende. Conny kunne sagtens huske tilbage i halvfjerdserne, da der i Danmarksgade 37 lå en lille hyggelig Vin og Tobakshandel.
Huset tilhørte dengang familien Smilov-Sørensen og havde gjort det siden sidst i 1800-tallet, hvor brudens oldefar havde købt huset til tipoldemoren, der var blevet enke.
Oldefaderen havde, som så mange andre på den tid, prøvet lykken i Amerika og havde tjent temmelig godt, så han forærede sin mor en lille isenkrambutik, så hun kunne forsørge sig selv, indtil han engang vendte hjem fra Amerika for at gifte sig og bo i Frederikshavn.
Hjemme igen drev han selv forretningen videre og han blev gift og fik fire børn.
Den ældste søn rejste til USA og gjorde lykken ligesom sin far, de to døtre blev gift og flyttede fra byen, så det blev sønnen Verner Smilov-Sørensen, der i 1920’erne overtog huset.
Verner Smilov-Sørensen blev gift og drev en Vin og Tobakshandel sammen med sin hustru Agnes, også en lokal frederikshavner, født Haandbæk. Sammen fik de i 1930 datteren Inge, der ligesom sin far blev født i det lille hus.
Inge Smilov-Sørensen blev i 1950’erne gift med en repræsentant fra Chr. Augustinus Fabrikker, der senere fusionerede med bl.a. C.W. Obel og blev til Skandinavisk Tobakskompagni. De to unge mennesker mødte hinanden første gang over disken i butikken - kærlighed ved første blik!
De slog sig ned i Hjørring og fik tre børn. Familien mødtes næsten hver søndag i Danmarksgade hos Agnes og Verner, og det yngste barnebarn Mette husker stadig duften af tobak, der hang i luften i butikken.
Da Verner Smilov-Sørensen blev enkemand først i 1970’erne, solgte han efter et par år sin forretning, og der blev bodega i stedet. Smilov-Sørensen kiggede ofte ind på bodegaen, hvor han blev ved med at komme til sin død, og han fejrede bl.a. sin 75 års fødselsdag i lokalerne.
Senest familien var samlet i det lille hus, var til Verner Smilov-Sørensens begravelse i 1976, hvor der blev serveret kaffe efter bisættelsen. Og nu ville det yngste barnebarn så gerne vies i lokalerne. Datoen skulle være 20.10.2010, og Frederikshavn Kommune blev kontaktet.
Peter E. Nielsen indvilligede i arrangementet og var endda så venlig at sige ja, selv om han havde efterårsferie. For som han sagde, et bryllup, det kan man da ikke sige nej til!
Og således gik det til, at Verner og Agnes Smilov-Sørensens barnebarn sagde ja til sin ægtemand i det lille hus i Danmarksgade 37 og sluttede af med Conny’s lækre æblekage og kaffe, samt en lille en!
Brudeparret takker, fordi det kunne lade sig gøre. Det var en stor oplevelse for alle. Især for brudens mor, der nød at se, at der stadig var liv i det gamle hus, og at det var så hyggeligt og velholdt, både ude og inde, til gården og til gaden. Alt i alt en dejlig dag!