Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
23.09.2019 | Af: SUMA, ved Susanne Graae og Marie Mølle Hansen

Vigtigt at kende sine egne stress-symptomer

Susanne Graae, sygeplejerske, stresscoach, NLP Master og mindfulness-instruktør, og Marie Møller Hansen, fysioterapeut, kostvejleder og sundhedscoach, blogger på Kanal Frederikshavn om stress.

 

Lær din egen stress at kende, så du kan forebygge, at den udvikler sig.

Stress udvikler sig og kan opdeles i flere faser:
1. Den første fase kaldes akut stress eller hverdagsstress 
2. Den anden fase kaldes moderat stress, stress i kortere perioder
3. Den tredje fase kaldes alvorlig stress, kronisk stress eller langvarig stress
4. Den fjerde form for stress er, når vi er blevet syge af stressen og har udviklet et stresssammenbrud

• Lidt stress er ok
• Langvarig stress er skadeligt

At kende sin egen stress - dit stressbarometer
Det er vigtigt at kende sine egne stresssymptomer og at vide, hvor stresset man er.

På den måde kan man lære at sige stop i tide og om nødvendigt sørge for at få den rette hjælp, så stressen ikke udvikler sig.

Symptomer
Symptomerne kan opdeles i Grøn, Gul, Rød og Sort stress:
Stress udvikler sig:

Grøn stress
Hverdagsstress, akut stress

Symptomer
• Midlertidig hjertebanken
• Midlertidig rysten og tics
• Sveder
• Tørhed i munden
• "Sommergfugle i maven"
• Knugen i brystet
• Tissetrang
• Anspændthed

Det er vigtigt, at vi kender vores egne grønne symptomer. De er ikke alvorlige, men kender vi dem, og har vi lært at mærke dem, kan vi nå at få sagt stop i tide, før stressen udvikler sig. Vi kan få tømt bægeret i tide.

Prøv at lægge mærke til, hvordan dine grønne symptomer er.

Vi vil i en senere blog komme nærmere ind på, hvordan vi bliver bedre til at mærke symptomerne.

Gul stress
Moderat stress, stress i kortere perioder

Symptomer
• Træthed
• Sover dårligt om natten
• Uro i kroppen
• Tænker hele tiden
• Indre modstand / modvilje
• Irritabel
• Lettere til tårer
• Indesluttet

I det gule område har stressen udviklet sig. Kroppen er belastet. Der er alt for mange dråber i bægeret hver dag, og der er ingen pauser til at tømme bægeret og lade op til at klare de mange opgaver og udfordringer, som hverdagen byder os.

Gul stress er en advarsel. Vi kan klare en periode med gul stress, hvis vi laver noget vigtigt og ved, at det kun er en kortere periode. Efter en sådan periode er det nødvendigt med en længere pause for at lade og igen og tømme bægeret.

Rød stress
Alvorlig stress, kronisk stress

Symptomer
• Glemmer ting /fraværende
• Eksem og sygdom forværres
• Uforklarlige smerter
• Større forbrug af stimulanser
• Aggressiv / Mindre social
• Mave og tarmproblemer
• Blødningsforstyrrelser
• Erkendelse forsvinder / mangler

Har man været moderat stresset og i det gule område for længe, risikerer man at udvikle alvorlig stress, og symptomerne fra det røde område kan mærkes. I det røde område er bægeret mere fyldt, og der er tale om en overbelastning.

Med symptomer fra det røde område er det nødvendigt at stoppe op og ændre på forholdene. Her er det ofte nødvendigt med professionel hjælp til at vende udviklingen.

Sort stress
Sammenbrud

Symptomer
• Diffust ubehag og tristhed
• Voldsom træthed og udmattelse
• Snurren i arme, ben og fingre
• Synsforstyrrelser
• Bekymring om hjertefunktion
• Husker dårligt
• Markant nedsat arbejdsevne
• Kognitivt og følelsesmæssigt flad og udbrændt
• Hyppige eller langvarige sygemeldinger

Har man oplevet symptomer på rød stress i en lang periode, uden at gøre noget ved det, kan man udvikle et stresssammenbrud. Bægeret flyder over.

Her skal den stressramte selv sige STOP. Ofte er det nødvendigt at andre siger STOP og sørger for hjælp til den stressramte. Da ressourcerne ikke er tilstede hos den stressramte.

Stress rammer individuelt, og de symptomer, vi mærker, er individuelle. Ovennævnte symptomer er eksempler. Stress kan sagtens mærkes på andre måder. Det er også vigtigt at vide, at symptomerne kan skyldes andet end stress. Derfor er det nødvendigt at søge den rette professionel hjælp ved alvorlige symptomer.

Kilde: Bjarne Toftegård. Mindre stress- Mere overskud

I de kommende blogs vil vi komme ind på værktøjer til forebyggelse og håndtering af stress.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close