Vil beholde begge tryout-spillere i White Hawks
Frederikshavn White Hawks ønsker at tilbyde de to tryout-spillere Jakub Rumpel og Kristoffer Jonsson en kontrakt for resten af sæsonen. Det oplyser cheftræner Henrik Christiansen til www.albankligaen.dk.
- Det har været godkendt, hvad de har leveret. Deres kæde har faktisk været vores bedste i de seneste tre kampe. Jakub er en evig kilde til uro i modstanderens forsvar, og Kristoffer er en typisk svensk center, der er stærk i defensiven. Samtidig tilfører han også holdet noget rent offensivt. Og begge har endda scoret mål. Vi er blevet et farligere hold, siger Henrik Christiansen til AL-Bankligaen.dk.
- Deres tilgang har også betydet, at kvaliteten på træningen er steget, og faktisk synes jeg, at vi har spillet rigtig fornuftigt i de seneste kampe. Desværre kom AaB lidt for let til deres mål i aftes, og vi var ikke skarpe nok på straffeslagene, mener Henrik Christiansen.
Han har noteret, at høgene måske bliver lidt for nervøse, når modstanderne kommer tæt på.
- Det skal vi komme over. Vi mangler sådan set bare nogle point, men det er et spørgsmål om tid. Det er jeg sikker på, siger cheftræneren.





































