Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
08.11.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Vil du indspille film med Nikolaj Lie Kaas i Fr.havn?

Skuespilholdet består af blandt andre Nikolaj Lie Kaas, Cecilie Stenspil, Tommy Kenter, Henning Jensen, Rasmus Bjerg, Nicolas Bro og Charlotte Munck. Foto: Rolf Konow, TV2
Nu har du chancen for at medvirke i Brødrene Avaz’ næste spillefilm, det stjernespækkede danske drama "KOLLISION" (arbejdstitel), der skal produceres i Aarhus og Frederikshavn fra 23. november.

 

Der skal bruges en del statister til optagelser i Frederikshavn i ugen op til jul. Det skriver Jan Michael Madsen mere om her. Der skal blandt andet bruges borebisser, pressefolk og køkkenmedarbejdere.

Skuespilholdet består af Nikolaj Lie Kaas, den debuterende børneskuespiller Karla Sigrid Wienberg Avaz og Cecilie Stenspil samt Tommy Kenter, Henning Jensen, Sebastian Jessen, Rasmus Bjerg, Nicolas Bro, Charlotte Munck, Casper Crump, Jes Dorph og mange flere.

Det er Brødrene Avaz’ første film siden den succesfulde debut sidste år med "Mens vi lever", der overraskede hele dansk film og solgte mere end 100.000 biografbilletter.

"KOLLISION" forventes at få biografpremiere i efteråret 2019. Takket været et tæt samarbejde med Den Vestdanske Filmpulje bliver filmen optaget i Aarhus og Frederikshavn.

Ligesom "Mens vi lever" bliver "KOLLISION" instrueret af Mehdi Avaz med Milad Avaz som manuskriptforfatter samt Misam Avaz, Kim Magnusson og Sara Victoria Pedersen som filmens producer-trio. Også denne gang er det lykkedes Brødrene Avaz at få Bent Fabricius-Bjerre om bord som komponist.

Da Leo og Olivia kastes ud i en krise, bliver deres ni-årige datter Liv kastebold mellem sin mor og far. Filmen er et bevægende drama, der udforsker en familie i opløsning og de beslutninger forældre træffer i forsøget på at finde mening og håb, når alt ramler. Filmen er inspireret af sande historier som brødrene har researchet i samarbejde med Foreningen Far.

Det er lykkedes Brødrene Avaz at samle en perlerække af dansk films største stjerner til de vigtigste roller. I hovedrollen som Leo kan publikum glæde sig til at se Nikolaj Lie Kaas, der lige nu hitter stort i Journal 64. Som Leos kone Olivia får Cecilie Stenspil sin første store filmrolle, og i den centrale rolle som den blot ni-årige Liv er der skuespillerdebut til Karla Sigrid Wienberg Avaz, datter af producer Misam Avaz.

Som Olivias magtfulde og stenrige far Harald ses Tommy Kenter, der senest har høstet stor ros som Phillip Salomon i Bille August’ biografsucces "Lykke-Per", mens det bliver Henning Jensen, der skal spille Leos far Bjarne. Efter hovedrollen i "Mens vi lever" er Sebastian Jessen tilbage i folden hos Brødrene Avaz i rollen som Olivias krigstraumatiserede bror Frederik, mens andre centraler roller udfyldes af blandt andre Rasmus Bjerg, Nicolas Bro, Charlotte Munck, Albert Rudbeck Lindhardt, Jes Dorph, Casper Crump og mange flere.

"KOLLISION" er produceret af Rocket Road Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut under Markedsordningen. Filmen er co-finansieret af TV 2 og produceres med støtte fra den Vestdanske Filmpulje. Filmen distribueres herhjemme af Nordisk Film Distribution.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Rolf Konow, TV2

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close