Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
21.12.2012 | Af: Leif Jensen

Vindmøller i Kvissel - på grænsen til injuriesager

Lars Kringelholt: - Det er ikke til at vide, om det her er slutningen på projektet, eller det er starten på et nyt.
Planerne om opstilling af de tre meget omtalte kæmpevindmøller ved Kvissel Brænding er blevet trukket tilbage. Dermed kan lokalbefolkningen i både Kvissel og Ravnshøj ånde lettet op, og forslaget er blevet skrinlagt. En bekendtgørelse, der er en sejr for demokratiet, hvis man spørger Lars Kringelholt, formand for Ravnshøj Borgerforening.

 

- Det synes jeg helt bestemt. Man kan sige, at det er beboerne i området, som har bestemt, at man ikke ønskede disse vindmøller stillet op. Så jeg er en glad mand og som formand for Borgerforeningen er jeg glad for, at det vi støttede op om, er lykkedes. Men vi er endnu mere glade for, at han selv kunne se, at der var stor modstand mod projektet og har valgt at fjerne det, fortæller Lars Kringelholt og hentyder til Erling Salling Olesen, der har været tovholder for Ecopartner på projektet ved Kvissel Brænding.

- Vi havde møde med Ecopartner allerede fra starten og sagde til dem dengang, at det var et svært område at få lov til at stille vindmøller op i, og at vi ikke kunne anbefale, at de arbejdede videre med det, da vi vidste, at modstanden ville blive stor. Det så man også tidligere, da man for omkring 10 år siden senest forsøgte at få stillet vindmøller op i samme område. Det er de samme kræfter, der blev vækket til live den her gang, og det er dem, der har gjort det store arbejde, forklarer formanden omkring protestgruppen i Kvissel.

Lars Kringelholt har ikke meget til overs for Erling Salling Olesen og de måder, man har prøvet at sikre sig opstillingen af kæmpevindmøllerne på.

- Men jeg synes jo nok, at gangen i det har været op ad bakke. Han har jo været ude og bruge halvvejs mafiametoder, så jeg tror det glæder alle, at han selv trækker det tilbage og ikke ønsker projektet opført. Han har været ude og banke på døre, og på det nærmeste tvunget armen om på ryggen af folk. Dermed har nogen sagt på forhånd, at de ville tage imod den store erstatning, hvis det var, at møllerne kom op. Fordi de følte, at hvis de ventede til møllerne var kommet op, at de så fik noget mindre. Men det drejer sig vist kun om 2-3 stykker, der har villet tage imod det, fortæller Lars Kringelholt.

- Man kan jo også sagtens som formand for en idrætsforening sige, at det er en god idé, at vi får 75.000 kroner om året på bekostning af andre skal føle sig generet døgnet rundt. Men en idrætsforening bør drive en sund økonomi og skal drives som en idrætsforening, og ikke spille med andres helbred og omgivelser. Men det viser igen, at Ecopartner prøvede at købe sig til good-will alle de steder, de kunne.

Ingen tvivl om, at Lars Kringelholt glæder sig over afslutningen på dette, men han er samtidig blevet lidt rystet over forløbet omkring det nu forliste vindmølleprojekt.

- Der er blevet skrevet nogle ubehagelige breve, som er blevet sendt frem og tilbage. De har været lige på grænsen til injuriesager. Der har været mange beskyldninger og løgne igennem luften. Men man skal heller ikke misforstå det her. Rent personligt havde jeg ønsket, at der kom nogle møller op, men som formand for Borgerforeningen, så har vi lyttet til de folk, der bor i nærområdet, hvor vindmøllerne var tiltænkt. Men det er så ikke til at vide, om det her er slutningen på projektet, eller det er starten på et nyt, men det må tiden jo vise. Der er jo ikke kommet et afslag, når den ikke er kommet på bordet.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close