Gå til hoved-indhold
13. januar 2023 - kl. 13.01

Vinterbaderfestival bliver til Vinterbadedage

  • 1 af 4
    FOTO: Privat
  • 2 af 4
    FOTO: Privat
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Kanal Frederikshavn

Sidste weekend i januar kan du atter nyde en dukkert i det kolde vand i Skagen og ikke mindst samværet med mange andre vinterbadere, når Skagen Vinterbadedage finder sted. Årets store nyhed bliver opstillet saunaer ved stranden midt i Skagens storslåede natur.

Skagen har i en årrække været kendt for sin Vinterbaderfestival, men arrangørerne kørte træt i det store arrangement og ville gerne give stafetten videre. Derfor svigter Skagen ikke vinterbaderne, og traditionen videreføres nu i en tilpasset form og med forankring i Toppen af Danmark, byens hoteller og Kappelborg.

- Det bliver et mere åbent arrangement med færre faste programpunkter. I stedet kan vinterbaderne bade fra solopgang til solnedgang og nyde fællesskabet i saunaerne. Dog er der videreført programpunkter fra de tidligere år. Det gælder blandt andet guidet byvandring afsluttende med den højt skattede skipperlabskovs fra Foldens Hotel, glühwein i Skagens Museums have lørdag samt skrub af suppe på stranden søndag kl. 11 til 12 serveret af Skagen Fiskerestaurant, fortæller Lars Ilum, leder af Kappelborg.

En række af Skagens hoteller tilbyder pakkearrangementer med ophold, inklusive det armbånd, der giver adgang til saunaer og øvrige events for vinterbadere. Armbåndet kan også købes uden indkvartering på Kappelborgs hjemmeside.

Du kan se det komplette program for dagene 27.-29. januar 2023 på www.toppenafdanmark.dk/skagen-vinterbadedage.

Vinterbadedage-armbåndet koster 498 kroner, og ud over de varme saunaer giver det adgang til en guidet byvandring, skipperlabskovs og glühwein i museets have, suppe på stranden samt 20 procent rabat i udvalgte butikker i Skagen. Endelig får vinterbaderne rabat på entreen til fredagens koncert med Grarup All Stars på Kappelborg, inklusiv en øl eller et glas vin.

- Alle, der booker overnatning på de deltagende hoteller i forbindelse med Vinterbadedage, får armbåndet med i prisen, og jeg ved, at mange af hotellerne er klar med lidt ekstra forkælelse som varm kakao og boller. Der kommer sikkert også flere surprise-ting med i armbåndet, siger Gitte Nordmann fra Foldens Hotel, som er med til at arrangere Vinterbadedage.

Hun glæder sig over, at mange af de hidtidige frivillige har meldt sig under fanerne i det nye regi.

Der er således lagt op til at videreføre vinterbade-traditionen i Skagen som et mere åbent arrangement, men med potentiale til at blive en endnu større begivenhed end hidtil. Nogle dage, hvor vinterbadere fra hele landet sætter hinanden stævne for at nyde de kolde bølger og de varme saunaer, få årets skud af endorfiner og positiv energi samt opleve storslået natur og vintervelvære.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...