Gå til hoved-indhold
01. marts 2018 - kl. 13.03

VMS får gennembrud med ny, miljøvenlig motor

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    VMS Groups agentur på GE’s L250 og V250-motorer dækker det skandinaviske og tyske marked.
Af: Kanal Frederikshavn

En stor ordre på fire General Electric generatorsæt til krydstogtrederiet Lindblad Expeditions nybygning konsoliderer danske VMS Group A/S som totalleverandør til den maritime branche.

Hos VMS Group A/S med hovedsæde i Frederikshavn har de god grund til at glæde sig over en ordre på hele fire generatorsæt baseret på de nye, miljøvenlige motorer L250 og V250 fra GE Transportation. Den store ordre er et helt håndgribeligt resultat af, at VMS Group i sin nuværende form rummer alle de kompetencer, der skal til for at løfte så stor og kompleks en opgave.

VMS Groups agentur på GE’s L250 og V250-motorer dækker det skandinaviske og tyske marked, og med ordren til Lindblad Expeditions trækker VMS Group på den stærke synergi i alle husets kompetencer, lige fra salgsdelen over design af bundrammer, de tekniske beregninger af vibrationer og støjniveauer til montage og idriftsættelse ombord. Leveringen af motorerne er planlagt til foråret 2019.

De nye dieselmotorer møder de skrappe krav om reducering af NOx-udledning og udledning af sodpartikler, som stilles i regelsættene EPA Tier 4 og IMO Tier III fra hhv. Environmental Protection Agency og den Internationale Maritime Organisation, IMO.

Teknologien bag motoren ikke alene overflødiggør behovet for et SCR-efterbehandlingssystem (Selective Catalytic Reduction) - den gør det også unødvendigt at opbevare eller bruge urea om bord, og frigør dermed både last- og tankkapacitet samt sparer alle de udgifter, der er forbundet med indkøb, installation samt vedligeholdelse af dette ekstra udstyr.

Kombinationen af ingen SCR-efterbehandling, ingen doserings- og overvågningsudstyr eller urea-tanke sparer op til 75 procent plads og reducerer kompleksiteten af skibsdesign og værftets installationstid og omkostninger. Motorerne består af et opgraderet kontrolsystem, HP Common Rail brændstofsystem, to-trins turbolader og avanceret recirkulation af udstødningsgas (EGR).

- Der er primært to årsager til, at rederiet vælger at installere den nye motor. Dels sender man et klart signal om miljøbevidsthed og social ansvarlighed, dels er pladsen alfa og omega på et skib, og eftersom der er tale om et ekspeditions- og krydstogtskib, stilles der ligeledes store krav til reduktion af støj og vibrationer af hensyn til skibets gæster. Dette har stillet store krav til designet, og her drager vi fordel af de erfarne folk i vores engineering-afdeling, siger Kim Rasmussen, salgsdirektør i VMS Group.

Lindblad Expeditions er et marinebaseret rejseselskab med hovedkontor i New York og med marinedriften baseret i Seattle. De tilbyder nyskabende skibsekspeditioner til seks verdensdele, herunder også polarområderne, og de arbejder for miljøbevarelse og global bæredygtig turisme. Det nye skib, som bliver det 8. i flåden, bygges på Ulstein Værft i Norge.

- Disse GE-motorer fjerner ikke kun behovet for SCR, men også alle de ekstra omkostninger, der er forbundet med urea – blandt andet den ekstravægt, der følger med SCR og urea-inddæmning. Det reducerer også liggetiden i havn, da vi undgår bunkering af urea. De opfylder fuldt ud IMO Tier III i forbindelse med NOx-udledning, men også EPA Tier 4 på partikelemissionen, så de understøtter Lindblad Expeditions miljøvenlige profil.

Derudover kender vi VMS Group gennem flere år, hvor de har udført udmærket service på vores fartøjer, siger Chris Foong, underdirektør for Fleet Operations hos Lindblad Expeditions.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...