VMS nomineret til Akademikerprisen 2016
52 virksomheder var indstillet til Akademikerprisen 2016, og Vestergaard Marine Service er én af de fire virksomheder, heraf to nordjyske, der er blevet nomineret.
Prisoverrækkelsen finder sted ved et arrangement i Industriens Hus i København 9. november. Ud over æren og et diplom til den virksomhed, der bliver den udvalgte, medfølger der 100.000 kroner, som kan benyttes til vækst- eller udviklingsprojekter.
I anledning af nomineringen fik Vestergaard Marine Service besøg af Key Account Manager Birgitte Schierning fra Akademikernes A-kasse, der kom med blomster og invitation til prisoverrækkelsesfesten. Birgitte Schierning kunne fortælle, at de nominerede er indstillet af Akademikernes A-kasses regionale Advisory Boards, som består af folk fra erhvervslivet, der udvælger de nominerede blandt alle de indstillede.
Akademikerprisen skal synliggøre de vækstmuligheder, der er i at ansætte akademikere, og prisen tildeles virksomheder, der bygger bro mellem faglærte og akademikere. Med i kategorien akademikere hører maskinmestre, som Vestergaard Marine Service har en del af, men der er også andre akademikere ansat - i direktionen og økonomiafdelingen samt hos de to andre selskaber i Vestergaard Group, der har base i Frederikshavn, DT-Interlink og VMS Technology.
- Vi er meget stolte over at være blevet nomineret, og det kom som en stor overraskelse for os, siger René Thorhauge, direktør for Vestergaard Marine Service.






































