Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
31.05.2018 | Af: Michael Frederiksen

Vred formand for golfklub: - Vi føler os forfulgt

Frederikshavn Golfklub står ifølge formand Kim Stubbergaard Reese til at miste mindst 200.000 kroner.
- Materialet er grundlæggende mangelfuldt. Det er endda pænt sagt. Det er ikke ordentligt gennemarbejdet.

 

Ordene kommer fra Kim Stubbergaard Reese, som er formand for Frederikshavn Golfklub, der med sine 940 medlemmer er en af de største idrætsforeninger i Frederikshavn Kommune.

Som tidligere omtalt på Kanal Frederikshavn står de tre golf- og otte rideklubber i Frederikshavn Kommune til at blive de store tabere, hvis Center for Kultur og Fritids forslag til en ny Frederikshavnerordning bliver vedtaget. En omfordeling af det kommunale tilskud - som foreslået i høringsmaterialet - vil koste golf- og rideklubberne næsten to millioner kroner om året.

- Vi har bedt kommunen om en konsekvensberegning, men det kan vi ikke få. Jeg tror ikke, de ved, hvordan de skal lave den, og det er ikke orden, mener Kim Stubbergaard Reese.

Han vurderer, at Frederikshavn Golfklub mister mindst 200.000 kroner i årligt tilskud, hvis det nuværende høringsmateriale i sidste ende bliver vedtaget politisk.

- Vi føler os forfulgt, men vi er dog helt med på idéen om, at det skal være nemmere for foreningerne at indberette de tal, som kommunen skal bruge, når den udbetaler tilskud. Alene i år brugte vores revisor halvanden dag på dette arbejde, oplyser Kim Stubbergaard Reese.

Frederikshavn Golfklub kan blive nødt til at hæve kontingentet med 200-250 kroner, hvis den mister minimum 200.000 kroner i tilskud. En tanke, som formanden ikke bryder sig om.

- Det koster allerede 5.650 kroner om året at være medlem, hvilket er en rigtig stor post i budgettet for mange af vores medlemmer. Mange har den opfattelse, at det kun er "rige mennesker", der spiller golf. Det er slet ikke korrekt. Golfsporten favner alle samfundslag og aldersgrupper og specielt mange pensionister. Vores gennemsnitsalder for medlemmer ligger på cirka 60 år.

- Med 940 medlemmer føler vi, at vi er med til at løfte en samfundsmæssig opgave, når det handler om at aktivere folk fra seks til +90 år. Vores mange frivillige yder en kæmpe arbejdsindsats for at sætte nogle rammer op for vores medlemmer, så de bliver aktiveret fysisk og giver dem et fantastisk socialt netværk, der øger deres livskvalitet. Uden dette kunne man i værste fald tænke den tanke, at mange borgere ville miste denne del og i stedet belastede kommunens budget på specielt ældreplejen, siger Kim Stubbergaard Reese.

Han mener også, at kommunen glemmer, at der i og omkring golfklubber generelt er  tilknyttet mange mennesker.

- Ud over de næsten 100 frivillige er der i Frederikshavn Golf Klub på den ene eller anden måde tilknyttet 12-15 ansatte i vores sekretariat, proshop og i vores fantastiske Bistro, der alle bidrager som skattebetalere i Frederikshavn Kommune, så det er jo umiddelbart ikke en dårlig forretning at give et tilskud, der er væsentlig mindre, end den skatteindtægt man får ind.

Formanden undlader heller ikke at gøre opmærksom på, at de tre golfklubber i Frederikshavn Kommune (Sæby, Frederikshavn og Hvide Klit) har godt 15.000 gæstespillere om året. En del af dem overnatter i området, spiser på restaurant og skaber i det hele taget omsætning i nærområdet.

Kim Stubbergaard Reese mener uden tvivl, at høringsmaterialet er en ommer.

- Vi har bedt om at få flere tal, for materialet er desværre ekstremt mangelfuldt. Vi ved, at kommunen har kontaktet andre golfklubber i Nordjylland. De har her fået udleveret nogle tal, men de tager langt fra højde for alt. Vi kender således eksempler på golfklubber, som sidder usandsynligt billigt til leje - langt under markedsprisen, påpeger Kim Stubbergaard Reese.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close