W. Klitgaard fejrede 25 års jubilæum i solskin
Solen skinnede smukt, da W. Klitgaards Bådelaug torsdag eftermiddag fejrede, at det var 25 år siden, at fiskekutteren fra 1891 fik status som museumsskib.
W. Klitgaard lagde i dagens anledning til ved kajen tæt på Kattegat Siloen, hvor otte flotte dannebrogsflag blafrede i forårsvinden, mens der var åbent skib. Mange gæster lagde vejen forbi og gik ombord, hvor der blev serveret mad og iskolde forfriskninger.
W. Klitgaard er de senere år blevet restaureret, og nu er der også en gruppe af mennesker, som forsøger at skabe flere indtægter til museumsskibet.
Askespredning til søs er ét af midlerne. Turen varer to-tre timer, og finder typisk sted en sømil (1852 meter) fra kysten et sted mellem Sæby og Strandby. Områdets bedemænd er meget tilfredse med dette nye tiltag, for de har savnet en professionel aktør, når det gælder askespredning til søs.
W. Klitgaard ejes af den selvejende institution W.Klitgaard og drives af Støtteforeningen W.Klitgaards Bådelaug, der har ca. 150 personlige og 25 firmamedlemmer.
Bestyrelsen i den selvejende institution udpeges af Dansk Fiskeriforening, Dansk Fiskerimuseum, Frederikshavn Fiskerimuseum, Frederikshavn Byråd, Bangsbo Museum samt af Støtteforeningen.






































