Waterline får 5 ud af 6 stjerner fra lokal musiker
Danni Mikkelsen - lokal musiker fra Frederikshavn - giver Waterline 5 ud af 6 stjerner.
- Jeg giver aldrig 6 stjerner. Der er altid plads til nytænkning. Jeg giver en god 5'er, og så kan Arena Nord måske gå efter 6'er næste år, smiler Danni Mikkelsen.
Han var én af de små 1000 gæster, som lørdag deltog i Waterline, Arena Nords indendørs rockfestival, som for andet år i træk skuffede publikumsmæssigt, men fik roser for musikken og det hyggelige miljø i Arena Nord.
- Konceptet holder 100 procent. Arena Nord og de mennesker, som står bag Waterline, trækker både populistiske og newcomers til Frederikshavn. De rammer dermed yderkanten af de mennesker, som sætter pris på musik, mener Danni Mikkelsen.
Som musiker sætter han pris på, at Arena Nord prioriterer kvalitetsmusik højere end billetsalg og overskud. Personligt var Danni Mikkelsen glad for at opleve Kellermensch i sin hjemby.
- De har et budskab. De kommer med noget. De har noget på hjertet. Uanset om det er vredt eller sukkersødt. Du behøver ikke være enig med dem, men du bliver nødt til at erkende, at de kommer med et budskab, udtaler Dannis Mikkelsen.
Også Magtens Korridorer, Velvet Volume, Leoniden, Carpark North og Saveus var på plakaten. Arena Nord håber, at det bliver alle gode gange tre for Waterline, men to år med store underskud betyder, at bestyrelsen afgør festivalens skæbne. Danni Mikkelsen krydser fingre for, at han skal til Waterline igen i 2019.
- Arena Nord er lavet til, at der kommer kunder i butikken, og de er dygtige til det. Det spiller ingen rolle, om det er håndbold, Ink Festival eller Waterline. De har en god approach til os, der kommer som gæster. Der er plads til os, og de tager hensyn til, at vi har forskellige behov, mener Danni Mikkelsen.





































