Gå til hoved-indhold
08. februar 2019 - kl. 02.02

WH har ingen planer om at forstærke truppen

  • 1 af 2
    FOTO: iShoot.dk
  • 2 af 2
    Bortset fra 21 minutter har Tadeas Galansky fået fuld spilletid i denne sæson. Foto: iShoot.dk
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn White Hawks har ingen planer om at forstærke truppen inden transfer-deadline om en uge, fredag 15. februar. 

- Umiddelbart ikke, men man ved aldrig, hvad der sker i den sidste uge op til deadline, lyder meldingen fra direktør Henrik Andersen, Elite Nord Frederikshavn A/S.

Tadeas Galansky er den målmand i Metal Ligaen, som har været flest minutter på is i denne sæson. Blot 21 minutter er det blevet til for reservekeeper Aphiwat S Iversen.

Hvad gør I, hvis Galansky bliver skadet?

- Ja, så spiller vi da med Aphiwat. Han har gjort store fremskridt på træningen gennem hele sæsonen, og trænerteamet er glade for ham, fastslår Henrik Andersen.

David Friedmann er senest ankomne udlændning. Den 25-årige canadier er i 13 kampe noteret for beskedne tre point (tre mål og nul assist). Han spiller i øjeblikket i tredjekæden.

Er I tilfredse med Friedmann?


- Ja, trænerteamet er godt tilfreds med ham, og senest i SønderjyskE spillede han en rigtig god kamp. Man skal ikke altid bare vurdere en spiller på pointene, som du lægger op til. Vi vidste godt, at Friedmann ikke var en sniper og ikke ville blive en pointsluger, men derimod en styrkelse på centerpositionen igennem et forhåbentlig langt slutspil, udtaler Henrik Andersen.

Med kun fire kampe tilbage i grundspillet ligner det for høgenes vedkommende en kvartfinaleserie mod Herning, Esbjerg eller Aalborg.

- Det bliver et brag af en kvartfinale, uanset hvem det bliver. Alle tre hold er stærke og bliver naturligvis en spændende udfordring for os, vurderer WH-direktøren.

White Hawks spiller igen tirsdag 12. februar kl. 20.30 i Nordjyske Bank Arena mod Esbjerg Energy. Med en sejr vil Frederikshavns plads i top 4 være 99 procent sikker.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...