Gå til hoved-indhold
23. januar 2020 - kl. 16.01

WH-kaptajn frygter, at hans sæson er forbi

  • 1 af 4
    FOTO: iShoot.dk
  • 2 af 4
    Rasmus Søndergaard nærmer sig sin kamp nr. 600 i WH-trøjen.
  • 3 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 4 af 4
    FOTO: iShoot.dk
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn White Hawks' kaptajn, Rasmus Søndergaard, frygter, at han har spillet sin sidste kamp i denne sæson.

- Jeg skal opereres fredag morgen, og først bagefter ved jeg, hvornår jeg kan spille igen. Jeg frygter, at resten af sæsonen er slut for mit vedkommende, siger Rasmus Søndergaard til Kanal Frederikshavn.

Han kom til skade i begyndelsen af anden periode tirsdag aften mod Aalborg. I en duel med to Aalborg-spillere ved banden faldt han uheldigt og brækkede sin højre hånd.

- Jeg kunne straks mærke, at det ikke var godt. Hånden strammede, men jeg spillede videre, fortæller WH-kaptajnen.

Et besøg hos lægen afslørede, at hånden er brækket ved knoglen til tommelfingeren. Rasmus Søndergaard skal i morgen opereres på sygehuset i Hjørring.

- Det er noget skidt og meget ærgerligt her lige inden Final4 og snart slutspillet, udtaler den 29-årige back, som har vundet to sølv- og fem bronzemedaljer med Frederikshavn White Hawks.

Rasmus Søndergaard blev også skadet tidligere på sæsonen, men det var i den venstre arm. Trods smerter og hævelse har han spillet alle kampe i denne sæson.

Kaptajnen bliver 30 år til sommer, og i begyndelsen af maj skal han være far for anden gang, når datteren Silje får en lillebror. Hans kontrakt med White Hawks udløber til sommer.

- Men jeg regner da med at spille videre, så længe jeg er frisk, siger Rasmus Søndergaard, som med hastige skridt nærmer sig sin kamp nr. 600 i WH-trøjen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...