WH ude i kulden efter 0-3 - Mads Bech HELT ude
3-0 til Herning er et misvisende resultat efter tirsdagens kamp, som konstant bølgede frem og tilbage. Det største tab for White Hawks var dog ikke kampen, men Mads Bech Christensen, der er ude for resten af sæsonen. Han har revet et ledbånd over i skulderen og blev kørt på hospitalet efter kampen.
Frederikshavnerne lagde ellers godt fra start i kampen mod guldfavoritterne fra Herning og burde havde været foran efter de første 10 minutter. Men dumme udvisninger gjorde det svært for høgene. Specielt i tredje periode var der nærmest ikke et minut, hvor White Hawks var fuldtallig.
En chance åbnede sig ellers for udligning, da Hernings Rasmus Nielsen i slutningen af anden periode fik matchstraf og gav gæsterne fem minutter i overtal. I dette powerplay fik Mike Grey dog en dum udvisning og neutraliserede en del af overtallet. En dumhed, som blev karakteristisk for frederikshavnernes kamp. Dette var nemlig langt fra den eneste dumme udvisning denne aften.
Cheftræner Henrik Christiansen satsede alt de sidste minutter og tog en storspillende Frederik Andersen ud af målet. Dette resulterede i to Herning-scoringer i tomt net.
Lubos Pisar i hjemmeholdets mål var én af aftenens helt store oplevelser. På rolig og sikker vis holdt han høgene fra scoringer. Dog skal det siges, at gæsterne var uhyre ineffektive i powerplay. Pucken blev spillet flot rundt, men afslutningerne manglede. Og det gjorde naturligvis betingelserne nemmere for Herning-forsvarerne.
De manglende afslutninger var bekymrende, men mere bekymrende er det, at én af dem, som skulle have fyret skuddene af, Mads Bech Christensen, nu må se til fra bænken de næste mange måneder og går dermed også glip af A-VM. Frederikshavn White Hawks er dermed uden sine to vigtigste backs, Christian Schioldan og Mads Bech Christensen, som begge er væsentlige spillere i Henrik Christiansens trup.
Aftenens målscorere var to gange Bryan Marshall og en enkelt gang Morten Poulsen.
Fredag skal høgene – uden Mads Bech Christensen - forsøge at udligne til 2-2 i finaleserien, når Herning Blue Fox gæster Scanel Hockey Arena.





































